Sand, vand og mere strand

Vi sidder lige nu paa busstationen i Itabuna (et lille hul i Nordoestbrasilien) og venter paa vores 14timers busforbindelse til Vitoria. Lidt traette og matte, den ene af os lettere solforbraendt (mig) og den anden med soleksem men ellers virkelig brun. Solen har virkelig gjort sit job godt den sidste uges tid!

Vi ankom til Salvador, hovedstaden i delstaten Bahia, fra Fortaleza for ca. en uge siden. Savador er fuld af musik i gaderne, gadebarer, strande og negere - eller paa politisk korrekt sprog: med et generelt praeg af afrikansk kultur pga. slavetransporten dertil fra Afrika. I anledning af der snart er karneval i Brasilien, var der sat gadescener op med livemusik om aftenen. Lidt ligesom vores frifilm bare med musik. Vi fik ogsaa rig lejlighed til at afproeve det beroemte natteliv da vi moedte 2 danske og 2 svenske fyre den aften, vi havde sat os for at slaget skulle slaas - hvad er odds´ne for lige at stoede sammen 6 skandinavere paa samme restaurant paa samme aften midt i januar i Salvador? Vi fik i hvert tilfaelde baade hoert livemusik, drukket drinks paa "store plads" og oel ved plastikstole og plastikborde i de smaa gader til langt ud paa natten. Heldigvis fulgte de os ogsaa hjem igen til hostellet :-) Dagen efter vores bytur laa vi paa stranden og slappede af og kom os over udskejelserne inden vi samme aften tog natbussen til Itacare. Flere strande, mere sol og stadig rigtig dejligt. Lidt flere palmer og mere eksotisk bevoksning, hvilket klart var et plus. Vi fik hurtigt fundet den foerste og bedste strand og lagt os der med vores boeger og faktor 30. Men efter vores efterhaanden mange dage ved stranden var det begyndt at kede os en smule blot sand og vand og hyppig indsmoering af solcreme. Derfor kastede vi os ud i et 3 dages surfkursus (braetsurfing). Det kunne jeg skrive meget lange fortaellinger om mend et korte af det lange er at vi desvaerre aldrig laerte at dreje. Vi kom op paa braette og stod og var maegtig gode til at komme af braettet men at dreje laerte vi aldrig. Og saa var der smerten i haender, underarme, overarme, skuldre, maver, rygge og de steder hvor surfbraettet havde stoedt ind i en. Camilla har de beroemte maerker paa begge laar. Desuden satte det helt nye krav til solcreme aktiviteten - vi smurte og smurte og smurte og alligevel har jeg nu paatrykt min badedragt i roed hud. Ej, det var super sjovt og rigtig, rigtig svaert og en smule frustrerende af denne grund. Man maa nok indroemme at 5 mdr.s inaktivitet ikke er godt for ens surfingperformance fordi vores svageste led nok var at vi ikke helt var staerke nok til rent faktisk at loefte os op i armene (staande paa taeerne) og smaekke det ene ben frem og rejse os til staaende. Isaer ikke paa et surfbraet paa en boelge. Vi blev virkelig skyllet grundigt igennem med saltvand overalt og en gratis kropspeeling med sand ovenikoebet. Men sjovt...

Nu venter endnu en strand og derefter Rio og derefter et fly hjem til Danmark hvor vi lander d. 6. feb kl.17 til alle dem som ikke har laest den 1. post paa vores blog men rejseplanen :-)

 

Kh.  Emilie

 

 

Opdatering

Det er meget lang tid siden jeg sidst har skrevet til bloggen - det har nok vaeret en blanding af udbloggethed, udrejsthed og en smule dovenskab. Men for at goere en meget lang historie kortere har den sidste maanedstid forloebet nogenlunde saadan her....

- Potosi - besoegte soelvminerne - kravlede ned og ned og ned gennem mange mindre og mindre og mindre gange i et stort bjerg, hvor de udvinder zinc og soelv. Vist nok lidt farligt og man skulle helst ikke taenke for meget over at man befandt sig dybt under jordens overflade.
- Jul med pool, kabeltv og pizza i Tupiza. Jeg synes jo slet ikke det blev jul i aar 2008. Det eneste jeg maerkede til helligdagene var at busserne ikke koerte d. 25. dec. Ellers var alting det samme.

- Sucre og alt for mange dage der... Museer og markeder og fin, fin hvid by. Moedtes med Camilla og Andreas der til Nytaar og endte med at vaere der over en uge eftersom busserne heller ikke koerer 1. januar.

- Samaipata. Mikro lille by i tropisk landskab, rigtig hyggelig og afslappet. Gik en lang tur til en ruin som maaske var et pre-incasite, maaske en alien landingsplads og maaske ved man stadig ikke hvad det er.

- Sta. Cruz. Moedtes med Camilla og rejste til Brasilien med flyet kl 4. om natten. Stod op kl 1.30 for at tage en taxa til lufthavnen. Rimelig skoert tidspunkt. 4 fly senere og 5 take-offs og landinger var vi i Sao Luis.

- Sao Luis. Virkelig hyggelig by fuld af huse i straalende farver, fine gademarkeder (med helt nye artesanier!), livemusik om aftenen og masser af mennesker i gaderne. Fik lokket Camilla med paa hvad hun mente var en sambaclub-karaoke-peña-bar men hvad i virkeligheden (efter min mening) blot var en udendoers bar med live sambamusik. Fik vaeggelus paa vores hostel men damagecontrollede ved at smide nattoejet ud og isolere vores saronger.

- Barrarhinas. Sand, sand og sand. Et tema for denne tur. Besoegte en sand-nationalpark fuld af sand men ingen strand. Badede i en soe i sandet eller rettere mellem sandbunkerne. Desvaerre boede vi paa en pousada hvor de stjal vores penge og vi besluttede rimelig hurtigt at rejse derfra dagen efter.

- Parnaiba - koerte i en firhjulstraekker med lad og stole paa ladet mod Parnaiba. Igen mere sand. Byer af sand, veje af sand, sand i bunker, bjerge og saa langt oejet strankte sig og stadig ingen strand. Et rimelig bumpy ride men sjovt at proeve for nogle timer (og saa heller ikke mere). Blev efterladt i en by (stadig fuld af sand) og efter 2 timers venten kom vi endelig afsted videre mod Parneiba i et endnu mere bumpy koeretoej gennem endnu mere sand. Vi naaede Parnaiba om aftenen og paa det tidspunkt oenskede vi blot at se sandet ved havet og ikke flere sandgader, bunker eller sand andre upassende steder.
I parnaiba besoegte vi to forskellige strande - yeah! Sandet var endelig det helt rigtige sted og det var bare fedt at vaere paa stranden og i sole og saltvand - selvom det ogsaa betoed indledningen paa den evindelig indsmoering i solcreme. Vi var ogsaa paa floddeltatur sammen med resten af de brasilianske turister. Det var dog ikke den helt store oplevelse - floder og baade har vi ligesom gjort nokaf paa denneher tur - men strand var der og en smuk en af slagsen.
Der er naturligvis ting man kunne klage over ved strandene her i Brasilien: Den evindelige vind, at man skal gaa mindst 100 m. ud i vandet foer det blot naar dig til knaaene, at der er meget fint sand som ender i alle hudfolder selv paa de mest utaenkelige steder og naturligvis at man hele tiden cremer sig selv ind med faktor 30.
Jeg naaede ogsaa paa en og samme dag at slaa min taa 5 gange imod forhindringer af forskellig slags, sten, fortovet, kantsten og andre sjove ting og endte med en flaekket taanegl og et stort bloedende saar.

- Jericoacoara. Lille by paa spidsen af en landtange paa Nordbrasiliens kyst. Naaede hertil via taxa fra Parnaiba (ups, havde ikke helt gennemskuet at tingenes tilstand ikke er ligesom i Bolivia hvor der altid er en ekstra bus eller mikro og busserne i Brasilien rent faktisk kan blive fyldte) og beach buggy. Meget afslappet, hyggeligt, ferieagtigt sted stadig fuld af brasilianske turister. Og strand. Vi har gaaet 400 m. fra vores pousada ned til stranden hver dag. Op igen til frokost og ned igen efter frokost. Vejret har vaeret lidt op og ned men kun helt daarligt 1 dag med tropisk regn hele morgenen. Om eftermiddagen er der solnedgang som kan betragtes fra en kaempemaessig sanddynge (som man ogsaa kan sandsurfe paa!) og carpoira paa stranden hvor de lokale helte praler med deres evner. Senere kommer beachbarene med deres billige caipirinhas, livemusikanter med deres guitarer og masser af smaa hyggelige restauranter med laekker fisk, ris og boenner. Alt i alt ikke noget daarligt liv.
I aften skal vi med bussen til Fortaleza og videre med flyet til Salvador i overmorgen.

Det var vist alt herfra. Mange kaerlige hilsener
Emilie

FUCKBOLIVIABRASILIENHEREWECOME

Vi lever, vi har det godt, vi er i Brasilien hvor alting er meget eksotisk paa den der palme-reggaerytmer-smukke-mulatter-og-bounty-strande-agtige maade man forestiller sig Brasilien er, inden man kommer hertil - kort sagt vi trives og nr 1 paa vores `10 things to do in Bolivia-¨liste` er hermed: `at tage til Brasilien`.
Vi er paa nordkysten i ojeblikket hvor vi har ca 2 uger til at drive langs kysten og lave saa lidt som muligt (gaar straalende med det, har indtil videre kun besoegt en stor oerken (hvor Emilie selvfoelgelig taber mit taendte digital kamera - foerste gang i 5 maaneder i sand og saa sker det, men det lever tilsyneladende stadigvaek omend med en smule mere knas end foer)), hvorefter vi flyver til Salvador paa oestkysten og har yderligere knap 2 uger til at naa til Rio og flyve hjem.
Vi er begge to lidt udbloggede for tiden saa det bliver alt for denne gang, i morgen skal vi ud at se `det eneste floddelta i verden der aabner ud mod det aabne hav´ - hvad i alverden det saa end betyder (her er i virkeligheden ikke saa meget mere end strand strand strand strand og strand- og strandbarer, saa man maa vaere lidt flex med turistattraktionerne),
Naa jo, og til sidst for at opsummere min sidste uge:
loerdag: ATM automat glemmer at give mig de 1500 kr jeg haever (HOLD SAA OP MED AT STJAELE MINE PENGE!)
Soendag: mit livs foerste anfald af migraene med aura (virkelig interessant foroevrigt, vandrende paraestesier der starter i venstre haand og ender i venstre side af ansigtet ledsaget af svimmelhed og kvalme, maegtigt facinerende)
Mandag: gaar til tandlaegen efter en uge med tandpine og skal RODBEHANDLES straks (bare rolig- afblaeses af anden tandlaege i brasilien men er meget ulykkelig indtil da)og flyselskabet har smidt min flybillet vaek (de finder dem dog igen senere)
Tirsdag: siger farvel til Andreas der skal hjem til danmark SNOOOEEEFT
Onsdag: 22 timer i fly mellem bolivia og brasilien: dvs. 4 flyskift og en mellemlanding OG MIG DER HADER AT FLYVE!!!
Fredag: yes, der er vaeglus paa hostellet og vi vaagner op efter en nat som insektbuffet: mange mange kloende stik (smider herefter alt toej i forseglet pose og har tilsyneladende indkapslet det hele der)
Loerdag: Mit digitalkamera ryger i sandet OG dem vi bor hos stjaeler resten af vores penge (HOLD SAA OP MED AT STJAELE MINE PENGE),
Men jeg baerer selvfoelgelig mine lidelser med oprejst pande :-)Og indtil videre er denne uge startet godt: HEEEELEEEE dagen paa stranden NICE,
Glaeder mig til at se jer allesammen igen snart,
Knus C

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd

ALT FOR LANGT OM MEGET LIDT

Advarsel: det er svaert at opsummere 3 uger uden det bliver for langt saa jeg har opgivet at forsoege at goere det kort.

Efter Potosi og den store succes med at gaa ned i farligt hul i jorden (og spraenge dynamit i luften bagefter- taenk man kan faa et stang dynamit for kun 15 kr OG faa taget billeder med den taendt, men dog lidt besvaerligt at forklare min mor: "nej, nej det er skam helt uforskyldt at jeg ikke har en haand nu, det var jo fordi jeg skulle holde en taendt dynamitstang mens Andreas tog billeder...") tog A og jeg videre til Tupiza hvor Emilie tidligere havde haft sit hesteeventyr.
Meget lille by i meget pudsigt landskab: meget westernagtigt med kaktusser og roede klippe rundt om paa den der-staar-indianere-paa-toppen-og-lurer-paa-de-intetanende-nybyggere-agtige maade, ellers meget Bolivia-stenet som de nu er der smaa fattige byer med faa gader, alt for mange pizzariaer og regner altid om eftermiddagen.
Var ude at spise og bestilte hvad jeg troede var kartofler-i-hvidloeg og som viste sig at vaere ko-traedepude i tomat sovs, aah saa mange foelelser: angst:"er det et penishoved?", herefter lettelse:"det er ikke et penishoved" efterfulgt af raedsel:"det er en kofod" herefter benaegtelse:"jeg laegger den paa den ene side af tallerkenen og spiser bare risene" og til sidst opgivelse: "jeg kan ikke spise noget der er blevet kogt med en kodfod". Udmattende.
Naa, pointen var at vi var jo ogsaa ude og vaere cowboys, mega fedt, bare mig og Andreas og vores guide og een dejlig hest plus Andreas hest og man maatte gallopere alt det man ville og man skulle krydse alle mulige floder paa en meget cowoyagtig maade. Min hest: megapaen og soed, Andreas hest: El Uno (Eneren) total grim og verdens ledeste krikke, proevede at bide alle og hver gang min hest og jeg proevede at overhaele (for den lille lortekrikke kunne jo ikke bevaege sig ligesaa hurtigt som min vinderhest)drejede den lige hovedet og viste taender og sparkede lidt ud til siden(den kunne ikke taale at blive overhaelet)hvorefter min hest i doedsangst maa rette ind paa linje i en hurtig OG MEGET UBEKVEM trav hele vejen, av av av av vav vav, det gav lidt hestespaendinger naar vi kun var 3 heste og 1/3 af dem (LAES: El UNO!!)hadede alt levende.
Naa, men i hvertfald super tur, bortset fra at der selvfoelgelig ogsaa var en flok paa 8 israelere- og hvordan israelere er til hest kan I nok godt forstille jer. Suuuuuk.

Naa, herefter videre til Tarija, Bolivias argentina for at fejre jul. Dejlig varmt, hyggelig by, rigtige restauranter og god kaffe. Indlogerede os paa meget dyrt hotel med pool (der pudsigt nok valgte at holde rockkoncert i stueetagen til kl 3 om natten saa vores glasvaeg ud til vores dejlige terasse rystede hele natten. Meget maerkeligt valg for et meget dyrt hotel.) Juleaften var vi ude at spise og var de eneste paa hele restauranten bortset fra dansk aeldre mand der valgte at slaa sig ned ved vores bord og bruge hele aftenen paa indirekte at forsoege at saelge os aktier i hans fantastiske produktion af medicinske svampe i Tarijas opland, meget maerkeligt men superunderholdende-psykopat-forretningsmand-type.
Foerste juledag lejede vi cykler og cyklede paa vingaardstur- oesende regnvejr hele vejen men super smukke 60km (isaer noed Andreas udsigten da han trak op af alle bakker paa vejen hjem hvorimod jeg cyklede HELE VEJEN!)
Naa, men vi noed saa meget at Tarija ikke mindede om Bolivia at vi besluttede os for at tage til Salta i nordargentina, super fedt, mindede meget mere om Europa og vi gad overhovedet ikke tilbage til Bolivia og deres daarlige kaffe. Men vi vendte naesen slukoeret tilbage mod landet-der-flyder-af-daarlig-kaffe-og-margarine og tog mod Sucre for at holde nytaar med Emilie.
24 timer senere, et saet meget haevede foedder og en vejblokade 50 km fra Potosi som vi strejkebroed ved at gaa igennem denmed backpacks paa ryggen og finde en taxi paa den anden side(MAN SKAL VEL FREM til NYTAARSFESTEN)var vi fremme i Sucre hos Emilie.
Nytaarsaften var maegtig skaeg, var ude at spise et godt sted, drak alt for mange billige drinks og til fest paa Gringo baren hvor der var totalt gang i den til Reggaton rytmer hele natten. 1.januar sad vi hele dagen paa en cafe og spiste ting og laeste boeger. Igaar var vi paa et 25km hike ude i bjergene og se paa huletegninger og inkastier og idag har vi shoppet og Emilie er lige sprunget paa en bus til Santa Cruz, vi tager tilbage mod La Paz i morgen da Andreas skal hjem tirsdag(snoeft)og jeg skal tilbage til Santa Cruz og moedes med Emilie og saa er det BRAZIL BRAZIL BRAZIL og PLAYAPLAYAPLAYAPLAYAPLAYA, og ahhh hvor bliver det godt at komme ud af Bolivia!
Og til dem der begynder at undre sig over hvor vi bliver af: vi kommer hjem fredag den 6.februar.
Knus C

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd