Bjerget

Okay, det var hele tiden mig som gerne ville op paa det der bjerg - Camilla ville aldrig... hun overvejede det nogle uger... maaske kunne det alligvel vaere noget...hvorefter hun igen stejlt og uimponeret erklaerede overfor vores guider at hun altsaa ikke skulle klatre nogle vegne - til deres store forundrelse og forbavselse.

Naa, men starten foerst. Vi endte vores 7 dages trekkingtur ved bunden af Hyuana Potosi efter sigende det lettest tilgaengelige (?) bjerg paa over 6000 meter - naermere 6088 m. Herfra skulle de naeste tre dage gaa med at laere at klatre i is samt at bestige bjerget.

Vi startede med at blive lettere bekymret, da vi var de eneste turister der overhovedet - vi havde faaet at vide at der altid var turister ved Hyuana - derfor begyndte tanken om, at det var en rigtig daarlig plan hurtigt at dukke op i vores baghoveder... Samtidig med at bjerget saa lidt farligt ud, meget hoejt og omgivet at skyer og taage i evig cirkulation saa man kun kunne se toppen af bjerget om morgenen. Lidt spooky!

Foerste dag efter vi ENDELIG kunne tage afsked med vores trekking guide Cesar (han var aabenlyst ikke min favorit) blev vi koert over til et refugio (fint navn for et traehus uden isolering), hvor der heldigvis viste sig at vaere andre skoere turister som ogsaa havde taenkt samme tanke om at bestige et bjerg af is. I alt var vi en gruppe paa 2 canadiske piger, ejeren af tour agenciets soen (20-aarige fodboldspiller og kunststuderende fra La Paz = virkelig gode lunger) samt os to.

Vi blev udstyret med falskt North Face Toej, lange fleeceunderbukser, harness (saadan et sikkerhedsbaelte til at have om laarene og maven som man bliver spaendt fast til hinanden via), kaempe vanter, stoevler som mest af alt mindede om alpin skistoevler bare uden skie, crampons (pigge til at spaende paa stoevlerne) samt en isoekse. Saa var vi ellers klar til at komme ud og oeve isklatring paa gletcheren lige i naerheden af refugiet. Det var rigtig sjovt! Og lidt haardt. Vi oevede os i hvordan man gik op og ned med pigskoene paa, hvordan vi skulles kobles sammen med reb og gaa efter hinanden og saa klatrede vi op af en lodret vaeg vha. isoekser og pigsko. Det var da Camilla hang paa isvaeggen og skulle sparke sine vabeltaer ind i den haarde isvaeg at lyset blev slukket for altid for hende omkring at naa toppen af Hyuana (det er i hvert tilfaelde min teori).

Dagen efter gik vi med vores ting op til High Camp 5200 m. hoejde og der skulle vi slappe af indtil og spise indtil om aftenen hvor vi gik i seng kl 19 for at staa op kl 24 for at paabegynde opstigningen. Stemningen var lettere nervoes, kan jeg sove?, hvad skal der ske? Kan jeg klare det? Der er jo helt moerkt udenfor! Camilla laa og sov soedeligt da vaeggeuret gik kl 24 og det bare var med at komme op, faa smurt sig med solcreme, taget sine 40 lag toej paa, faa spaendt alting som det skulle og skynde sig nedenunder til lidt morgenmad og saa ellers ud i moerket. Jeg skulle gaa/klatre sammen med ejerens soen, samt guiden Miguel (50 aarig klatreabe). Alting udenfor var moerkt og koldt og det var bare med at komme afsted med sin pandelampe og sit grej. Vi gik ned til starten af gletcheren og fik vores pigsko paa, blev koblet sammen i et reb og saa var det bare op ad, op ad, op ad! I lidtfor store stoevler som jeg svuppede lidt i gennem sne og is og samtidig skulle koncentrere sig om at hakke alle 17 takker af sine alpinstoevler ind i isen - puha hvor var det haardt! Det var som at gaa op af i sand men moerkt og koldt og alligevel meget svedigt. Vi kom lidt for sent afsted og stemningen var lidt presset samtidig med mit aandedraet var meget hoejlydt og mine lunger gik som blaesebaelge. Meningen er at man naar toppen til solopgang omkring kl 6. Da vi endelig naaede toppen af den foerste "bakke" gik det videre langs en isskraent hvorefter vi kom til et stykke med store kloefter fulde af istapper. Jeg tog mig selv i at taenke at det her vist er lidt farligt?!? Og saa tog jeg mig selv i at skulle jeg loebe og hoppe og loebe for at komme over nogle af "hullerne" - samtidig med Miguel konstant spurgte mig om jeg var traet - og det var pisse haardt - saa selvfoelgelig var jeg traet! Og jeg var saa meget det savgeste led i den trio. Efter 1 1/2 times moslen og asen mente Miguel vi nok var kommet 150 m op ad i hoejde forskel og der nok var 5 timer tilbage foer vi naaede toppen. Det maa jeg indroemme tog rimelig meget modet fra mig - 5 timer til af det her arbejde plus vi endnu ikke var naaet stykkerne hvor man skulle klatre og min krop i forvejen gjorde ondt sjove steder. Der begyndte tvivlen at melde sig. Da det naeste stykke som selvfoelgelig ogsaa gik op ad langs en skraent som jeg heldigvis ikke kunne se bunden af og sneen begyndte at give sig efter vores ben saa man sank ned i laars dybde naar man tog et skridt meldte jeg fra. Blanding af farlighed, foele sig utryg og bange og den uoverskuelige udsigt til at naa toppen kl 8 om morgenen gjorde at det bare var for meget. Desuden havde jeg stadig floden og den naerdrukneoplevelse lidt i baghovedet. Jeg tror Miguel var lidt skuffet - han havde fablet hele gaarddagen omkring at vi var staerke?!? Aabenbart ikke ;-)

Naa men jeg kom fint ned fra bjerget sammen med nogle andre meget hoejdesyge canadiske piger og en anden syg tysk turist. Det var naesten somom jeg havde det alt for godt - jeg ved ikke... Maaske skulle jeg have fortsat men det hele virkede bare enormt uoverskueligt i moerket og kulden og sneen.

Lige nu er jeg i endnu et lille hul i jorden - Tupiza. Det er faktisk vaerre end Uyuni. Jeg haaber paa at komme ud og ride men udsigterne er vist ikke helt gode...

Det var vist alt herfra - vi har ikke skrevet om vores saltoerkentur, men jeg er helt udskrevet efter min meget foelelsesladede fortaelling om Hyuana.

Kram
Emilie

UNDSKYLD AMBROSIO

Vi lever og undskyld den lange tavshed.
Kender I det naar man ankommer til en lille lorteby (Uyuni), lynhurtigt konkludere at det den kedeligste lille lorteby i verden og det eneste der er at lave er at vaere paa internettet og drikke kaffe. Og midt i en meget lang blog-opdatering(se nedenstaaende) gaar stroemmen for resten af dagen?.
Verdens kedeligste lorteby - stroem = ingen internet eller kaffe= NU verdens aller allerkedeligste lille lorteby. Naa, nok om det. Jeg er tilbage i La Paz efter tur i saltoerken, og her er baade stroem, varm kaffe og meget meget snart meget savnet kaereste (Og Emilie er fortsat sydpaa hvor hendes opgave er at kortlaegge gode bookexchanges og partyhostels:-)).

Der er jo sket en masse siden vi sidst skrev. Vi tog til den der Lago Titicaca (altsaa til Titi-delen i Peru og ikke caca-delen i Bolivia)hoejst beliggende, stoerste soe i verden og ud paa nogle oer hvor der var maegtig fint, og boede hos en familie der grundigt forsoegte at skamme os til at koebe alt deres strikkede artesania: aabenbart naar man bor paa en oe uden vand eller mad eller dyr er der ikke andre indkomst muligheder end at skamme turister til at koebe meget grimme huer i meget grimme farver. Men vi modstod og indtil videre er beholdningen af huer med oereflapper 0.
Naa jo, og saa var der meget blaest: meget lille fiskerbaad i meget store boelger(skal baaden ligge paa siden paa den maade?) de to skibsmaend med lettere nervoest udtryk hele vejen ind til land, man taenker: de ville jo ikke goere det hvis det var farligt. Men jo. det er jo Bolivia, konsulteret sejler og med-turist der var med paa baaden afsloerer senere for os andre (noget soesyge og med fastland under foedderne) at det faktisk var farligt. Saa Emilie var naesten ved at drukne igen igen.
Nok om vand og indfoedte og tilbage til La Paz og igang med doedstrekking.

Foerst og fremmest vil vi (okay kun mig) gerne sige undskyld til Ambrosio: undskyld Ambrosio. Hvis jeg havde vidst at det var dig der skulle baere vores rygsaekke op og ned af alle de bjerge havde jeg taget faerre ting med. Det er bare ikke fair at det altid er aeslet der skal slaebe tingene. Maaske havde vi ikke behoevet 15 kg toej hver. Undskyld. Du maa ikke kigge paa mig paa den maade (aesler kan moenstre et meget indtraengende og bebrejdende blik for dem der ikke vidste det).
Men for at starte ved begyndelsen.
Vi skulle jo paa 7 dages doeds-high mountain trekking som altsammen var Emilies skyld. Startede med at moede vores guide Cesar, ham kunne vi ikke saa godt lide (bare ligesom LIDT for venlig paa en meget kunstig maade), men alligevel noget lettede over at det var en midaldrende, lettere reserveret mand og ikke en ung party-guide vi skulle bruge alle dagene paa at undgaa at blive gift med.
Afsted i en taxi med en masse mad i bagagerummet (hvad der senere viste sig bare mest at vaere en meget stor maengde pasta, ris, ost og aeg) et par timer ud fra la paz hvor vi moedte selskabets 4.(eller faktisk 4.,5. og 6. medlem): den haardfoere campesino og muleter (senere bare Mullemanden)Rogelio, aeslet Ambrosio og hesten Derby.
Foerste moede muligvis praeget af stoerre begejstring og indsats fra min side (proevede at etablere et dybtgaaende og meningsfyldt forhold)end fra Ambrosio og Derby, der mest af alt bare stod og gnaskede graes. Men jeg lod mig ikke slaa ud og plagede konsekvent dyrene med pludren, klap, kaertegn og rester af hakket tun hele turen. Maaske derfor saa mange billeder af livstraette pakdyr paa mit kamera??

Men derfra gik det ligesom bare op op op og ned ned ned og op op op og ned ned ned og op op op og ned ned ned.
Guiden Cesar altid i stoet tempo ca 300 m foran 2 meget forpustede toeser (det var selvfoelig de 4500m hoejde og ikke de tre maaneders apati og atrofi i Rurre der gjorde at vi pustede og stoennede saadan).
Foerste nat camperede vi paa en bjergside, sad rystende af kulde paa liggeunderlag og ventede paa aftensmaden og kl 19.00 var det direkte ind i telten for at faa varmen (efterfulgt af 12 timers soevn da vi altid foerst stod op kl 7 om morgenen uanset hvor tidligt vi gemte os i soveposerne. Emile=lykkelig, Camilla= en lille smule svimmel af al den soevn misbrug) Foelgende sovearrangement kan forresten anbefales: foerst fores telte med 4 liggeunderlag og 2 soveposer, herover laegges 2 ultratykke vintersoverposer, ovenpaa een sovepose hver og inden i: uldne sokker, stroempebukser, skiunderbukser, 2 t-shirts og en fleece samt en lagenpose. Sagde nogle puderum?? Men succes: denne gang froes vi ikke!

Dag 2: op op op ned ned ned op op op ned ned ned og camperede ved en smuk soe ved foden af en gletcher. Froes, spiste, gik i seng.
Fodrede Ambrosio med affald, aesler spiser tilsyneladende: alt madaffald paa naer aeggeskaller og hakket tun. De er altsaa smarte, selvom jeg desvaerre foerst opdagede Ambrosios evne til at fortaere affald EFTER jeg havde smaekkysset ham paa mulen. Damn.

Dag 3. op op op ned ned ned ligeud ligeud ligeud (meget uvant), endte ved foden af 3 gletchere og saa viser det sig at Cesar maaske har regnet en lille smule forkert, fx vidste han ikke helt at vi skulle vaere af sted i 7 dage (super guide) saa vi var vist ved at loebe toer for baade mad og trekking rute, flot loest med den gode plan: "saa I morgen gaar I op paa det der bjerg(peger paa stort ugaestfrit bjerg paa venstre side) og i overmorgen gaar I op af det der bjerg(peger paa endnu stoerre uvenligt bjerg paa hoejre side) mens jeg finder en by at koebe mad i."
Selskabet praeget af lettere utilfreds med aktiveringsloesningen op-op-op-ned-ned-ned-igen-igen-igen og det faktum at vi ikke har mere kaffe.
Dag 4. foelges vi med Mullemanden til toppen af det ene bjerg(Cesar gaaet paa jagt efter mere aeg og ost) hvor vi alle tre bliver enige om at vi ikke kan lide Cesar, og gruppehad hjaelper jo altid paa stemningen.

Naeste dag kulminerer paa toppe af Pica Austria (nr 2 bjerg vi lige kunne loebe op paa toppen af for sjov)hvor vi alle fire er gaaet op (3 timer opad, 5400m over havets overflade) og det begynder at hagle, sigtbarhed ca 1m, stenene er glatte og baade guide og Mullemand bare efterlader os og gaar op til toppen saa E og jeg selv maa balancere paa glatte sten, stakaandede og lettere doedsangste. Ender med at Emilie raaber en masse af guiden om hvor uansvarlig han er at han ikke holder sig taet til os og sikre sig at vi ikke doer. Hvilket hun jo har ret i, selvom han slet ikke forstaar det. Som guide maa kaffe og at-holde-turister-i-live virkelig vaere hans 1. prioritet, ikke?

Dag 6: efter 3 naetter ved soen, er det videre mod Huana Potosi, bjerget som E skal bestige, mere op og ned (og maaske en lille smule mere raaben af guiden fra Emilies side)og og til sidst paa dag 7 naar vi Huana Potosi. Camperer ved foden af bjerget og inden det forsvinder i taagen naar det lige at haanle af os: TROR-I-VIRKELIG-I-SKAL-HEROP?-HA-HA-HA-HA-HA-HA svaerger jeg det sagde(Men Emilie hoerte vist ikke noget, men nu er jeg jo ogsaa meget mere i kontakt med naturen end hun er, ja man kan ligefrem sige at jeg som Pocahontas kan male alle vindens farver frem, hvis man ville udtrykke sig saa poetisk).

Saa for at opsummere: virkelig virkelig smukt high mountain trekking, altid i hoejden ca 4200-52oom, mange mange billeder af meget smukke udsigter og aesler, vil aldrig aldrig mere spise: pasta med tun, pasta med sardiner, pasta med aeg, pasta med ost, pasta med aeg OG ost, pasta med kartofler, ris med ost, ris med aeg, ris med kartofler, ris med tun og ris med sardiner, kun 2 smaa vabler denne gang (selvom de nu ogsaa var meget smertefulde), man boer ALTID medbringe 6 soveposer paa trekking turer og guiden fik ingen drikkepenge.
Og som cliffhanger: hvordan det gik os paa Huana Potosi og derefter......
(Vi venter paa Emilies indlaeg)

Knus C

PS: kan man ikke godt sige at vi har fortjent at gaa med karabinhager paa vores tasker nu (saa man altid kan spaende survivalgear inklusiv cafe latte fast alle steder?)

Find din nye laptop på kelkoo.dk. Se de gode tilbud her - http://dk.yahoo.com/r/pat/mm