Saa har vi vaeret tilbage i Rurre et par uger og der sker ikke meget her, andet end hvad der allerede er sket tidligere, og det er somom naar tingene foerst er sket en gang, og endnu engang, og en gang til, saa er det ikke saa spaendende laengere...
En lille opdatering siden vores sidste lange mail. Vi var i Cusco og kunne ikke komme tilbage til Bolivia fordi der var vejblokader og protester i Peru. Vi fik derfor aendret vores flybilletter fra La Paz til Rurrenabaque fra onsdag til fredag og blev i Peru en lille uges tid ekstra. Ingen af os var saerlig kede af lidt mere ferie. Vi besluttede os hurtigt for at tage bussen til Arequipa - efter hvad vi fik at vide var der ikke blokader paa vejen til Arequipa. Det var dog lidt af en oplevelse vi fik os der i bussen. Det var en natbus og en ret stor bus at navigere for chauffoeren. Isaer naar der paa vejene var lagt bunker af store sten og store traestammer paa tvaers og bussen maatte koere fra side til side paa smaa moerke veje for at komme uden om "forhindringerne". Paa et tidspunkt midt om natten vaagner jeg ved at bussen holder stille foran en bro. Broen har tag og bussen er faktisk ret hoej. Vi proever forsigtigt at koere over broen men ret hurtigt sidder vi i stedet fast under broens tag. I stedet for at bakke og give op forsoeger chauffoeren at koere videre - bare uden soltaget. Det virker naturligvis ikke. Vi sidder endnu mere fast og broens tag skraber mod bussens tag og det hele lyder rimelig faretruende. Efter et par minutters skraben giver vi endelig op - bussen maa bakke tilbage fra broen, vende om og aerlig tatlt aner jeg ikke hvordan og ad hvilke veje vi kom til Areqipa - vi blev ogsaa godt 6 timer forsinkede og var foerst fremme kl 12 naeste dag. Arequipa var lidt af en skuffelse for os. Maaske fordi vi havde hoert saa meget godt om stedet, maaske fordi Cusco var saa hyggelig og fuld af fristelser. Ligegyldig hvad er Arequipas placering helt fantastisk omgivet af bjerge. Der er desvaerre rigtig meget trafik i byens centrum og jeg tror mest det var det som vi taendte lidt af paa. Men vi tilbragte alligevel 3 gode dage i Cusco bl.a. Camillas foedselsdag, hvor vi var ude og white water rafte og spiste god mad (som saedvanlig i Peru - vi brugte rimelig mange penge paa bare at spise paa laekre restauranter bare fordi man kunne, fordi i Rurre er der et rimelig begraenset udvalg). Om aftenen var vi ude og drikke drinks med nogle lokale peruvianere - det hele var meget indfoedt! De snakkede deres daarlige engelske til os og vi svarede paa enormt daarligt spansk ;-) Fordi vi forstod ikke deres spanske og de forstod ikke vores engelske. Super loesning. Men de fandt hurtigt ud af at Camilla havde foedseldag saa hun slap ikke for foedselsdags sang paa spansk og foedselsdags drinks.
Paa vejen tilbage til La Paz naaede jeg lige at catche en maveinfektion og laa og braekkede mig hele vejen til La Paz. Heldigvis havde Camilla soerget for poser til mig saa jeg i det mindste ikke skulle gaa ned paa toillettet. Om morgenen naar vi graensen mellem Peru og Bolivia og det hele er lidt af et cirkus. Man skal ud af bussen og hen i et kontor have et stempel og videre hen til et andet kontor og have et andet stempel alt i mens det hele foregaar paa en kaempe markedsplads med boder og fuld af mennesker og meget forvirrende. Jeg er rimelig dehydreret og daarlig og skal bare lige havde det overstaaet og ind i bussen da en politimand vifter os ind paa sit kontor og vi bliver udspurgt om vi tager stoffer. Drogas? Usan drogas? Og vi siger naturligvis nej og toemmer vores lommer for braekposer, haarelastikker og oerepropper. De vil ikke searche os saa vi kunne sagtens have taget stoffer med men det hele var bare maerkeligt. Isaer da de finder ud af at vores busfirma er det dyre, fine Ormeno saa siger de "ahh, ormeno" og lader os gaa.... Meget maerkeligt det hele...
Vi naar til La Paz og ud i lufthavnen hvor vi skal fange vores fly til Rurrenabaque. Ved check-in fortaeller de os at vores fly er forsinket til kl 15.50, hvilket er den tid som vi troede flyet skulle lette normalt. Men stewardessen i skranken fortaeller os at vi burde have floejet omkring kl 12 i formiddags - naa, heldigt for os at vores fly er "forsinket" til 15.50. Og uden flere problemer naar vi Rurre fredag aften - andet end at flyet flyver til Reyes og ikke Rurre - det finder vi dog foerst ud af da vi lander. Men sjovt nok fortaeller ingen os at flyet har aendret destination. Vi skal saa fra Reyes med bus til Rurre og den skal vi ogsaa lige betale for... Suk, man kan kun undres!
Siden vi er kommet tilbage til Rurre har vi lavet det saedvanlige. Pool, skonlitteratur, klinikken, spille pool (vi er forfaerdelig daarlige), spise, sove, neglelak og svede. High lights har vaeret Halloween party paa vores stambar Pacha mama med udklaedning fra den lokale second hand butik. Mig i et styks lyseroedt gardin fra Ikea (!) viklet rundt som en "sari" (?) = inder og Camilla i blaat som blaa m&m - det hele meget originalt og dybt gennemgaenkt fra vores side da vi loerdag eftermiddag inden festen stod febrilsk og rodede toejdyngerne igennem i genbrugsbutikken. Men det var et hit - vi var et hit, eller to hits.
Efter vi er kommet tilbage fra Peru er det ogsaa lykkedes os at flygte fra guds udvalgte folk (israelerne) paa vores hostel og hen i et hus som militaeret har. Saa vidt vi forstaar har militaeret (gud ved hvorfor der overhovedet er en militaerbase her i den mest fredelige by ever) et hus til naar de faar prominente militaergaester og de lejer vaerelser ud saadan lidt under bordet og pengene gaar direkte til "el comandante", som staar for udlejningen. Vi havde forgaeves forsoegt gennem flere uger at faa fat i denne el comandante uden held. Enten er han fuld (i tre dage fordi det er hans foedselsdag) eller ogsaa har han vaeret fuld eller ogsaa saa kommer han bare ikke af uvidste grunde. I stedet har vi siddet der og ventet sammen med den soldat som "passer paa" hotellet og som kun taler til vores bryster - han har selvfoelgelig ogsaa trukket nitten med at skulle sidde der hele dagen og se daarligt fjernsyn, men helt aerligt det er naesten pinligt som hans oejne kun er et sted - eller fire steder. Naa men vi bor i det gule hus nu og der er koekken og ovn, nu mangler vi bare ordentlige gryder hvor maden ikke braender paa hele tiden, foruden at man kun kan koebe koed paa markedet i Rurre om morgenen eller om aftenen og ikke paa de tidspunkter vi gaar paa markedet. Men der er helt tille i huset og kun os to og en soldat til at passe paa os. Selvfoelgelig er der ikke noget gardin foran vinduet paa badevaerelset - det skulle da ogsaa bare mangle! Og naar man tager bad er det lidt som at staa paa en scene saa vi tager konsekvent bad med ryggen til. Men soldaten er vist jehovas vidne og jeg ved ikke om man saadan maa kigge paa piger der bader naar man er jehova... Desuden har vi snakket om at han ville se emre hvis han tog til poolen sammen med os. Piger fra bolivia bader nemlig med toejet paa eller evt. shorts og top og lige pludselig er vores bikiner meget upassende smaa og naesten helt porneagtige....
Paa klinikken gaar det fint. Efter at Jorge (laegen fra cuba) er rejst hjem tror jeg doktora Frida er blevet lidt stresset. I hvert tilfaelde sagde hun i mandags til os meget pludseligt "I kan godt tage patienter, kan I ikke?" og saa om tirsdagen paa campo skulle vi lige pludselig selv tage patienter og det har vi saa gjort siden da. Det er ikke super svaert og faktisk rigtig sjovt at blive aktiveret lidt. Vi ser mest lungebetaendelser, abscesser, masser af hudsygdomme (som vi desvaerre ikke aner noget om), diabetes, ledlidelser, smerter alle vegne, halsbetaendelser, astma og andre rimelig tilgaengelige ting. Det foeles bare lidt maerkeligt at gaa fra asken til ilden - vi har ikke lavet andet end at kigge paa, lytte til lunger og undersoege andre smaa ting og skrive recepter for doktoraen (jeg har en teori om hun bare godt kan lide at holde hof og have folk omkring sig som hun kan hundse med) og til at vi skal goere alting selv uden at hun tjecker noget. Og saa nogle gange alligevel stikker hun lige hovedet forbi og kigger bebrejdende paa os fordi vi ikke har lavet en urinanalyse - oejensynligt uden en indlysende grund - eller givet en patient diclofenac. Men det maa man aabenlyst tage med fordi doktoraen er enevaeldig og vi er baare smaa doctoritas...
Vi glaeder os begge til at stikke af og holde ferie om en uges tid. Rurre er kedelig. Alting er det samme og der sker ingenting... Men vi har alligevel ikke det helt store at klage over.
Mange kaerlige hilsener
Emilie
