I MACHU PICHU CIRKUS MED DEN ROEDE HAER

Vi klarede det.
Det var langt og det gjorde ondt. Der var opture og nedture, der var latter og graad, regn og regn og taage og regn og rom og vabler og det var ikke altid koent- men vi gjorde: vi GIK i 4 dage hele vejen til Machu Pichu (hvilket jo papiret lyder som en ganske aandsvag ide naar nu der gaar et ganske udemaerket tog hele vejen).

Vi stak jo af fra Rurre for en uges tid siden og tog til Cusco i Peru, dejlig dejlig by, og vi shoppede og aad, shoppede og aad og akklimatiserede og aad.
Onsdag aften er der infomoede paa det agency vi skal med til machu pichu, hmm total overgearet guide paa et og andet han selv paastaar er "coca blade" meeen yearh right....udover os er der 6 par (E og jeg foelte os som det meget lesbiske indslag), og alle har saa lejet: ekstra varme soveposer, vandrestave(helt aerlig- vandrestave???), ekstra komfortable liggeunderlag og- ikke mindst- en stakkels peruviansk nisse til at slaebe deres bagage op af bjerget???
DET ER SNYD!!! E og jeg har ikke lejet noget og skal som de eneste baere vores egne ting hele vejen op- naerighed/staedighed/forkaempere for stakkels peruvianske baeres rettigheder/undskyldning for at gaa bagerst hele vejen- perfekt image.
Torsdag blev vi saa hentet kl 4.30 paa vores hotel af 3 maend i roed uniform, ind i kaempe tourbus hvor vi moedes af klapsalve fra en uidentificeret maengde maend i roedt bagerst i bussen. Afsted nogle timer til km 82 hvor turen starter.
Alle parrene faar uddelt deres stave som er det eneste de skal baere mens resten af luksus tingene pakkes paa ryggen af smaa maend: E og jeg: store tasker paa ryggen og hysterisk nervoest fnisende begiver vi os ud i det fantastiske landskab. Det gaar stoet derudaf og efter ca 30 min overhaeles vi af 20 smaa maend i roede LLama Path uniformer der i strakt galop og med ikke mindre en 25 kg hver paa ryggen spurter afsted for at komme til frokost campsite saa tidligt at de kan vaelge os det bedste site og lave mad til os til naar vi naar frem.
Det er jo ikke en vandre tur- det er en haer!
De har ikke mindre end spisetelt, koekkentelt og stole til alle, samt sovetelte og liggeundelag og alle de andres bagage med. Hmm, ja ja vi er rigtig ude og roughe den.
Foerste dag gaar fint og stoet, mega smukt lidt opad lidt, nedad og lidt ligeud, starter i 2500m hoejde, naar frem til frokost lejren nogle 100m hoejere hvor vi modtages af klapsalver af Den Roede Haer, der er varmt vand og rene haandklaeder til alle saa man lige kan vaske sig inden der er 3 retters frokost menu(helt fantastisk mad foroevrig) og eftermiddags the og saa videre opad opad.
Den sidste del var lidt haard men heldigvis er hyperaktiv guide Freddie med os hele vejen hvor han ligesom bare taler og taler og taler og taler og taler. Han er noget af en smart-guide type men indroemmet: han faar virkelig distraheret os fra alt det ubehagelige smerte ved at gaa og gaa. Overhaeles selvfoelgelig af haeren efter et par timer og da vi naar frem til aften campen er der udsigt over alle bjergene, teltene er slaaet op, vandet er varmet op til at vaske sig og igen: 3 retters menu. Og klapsalver (det begynder at blive lidt pinligt det hele: mens vi har kaempet os afsted med smaa maaske 8 kg paa ryggen har de loebet hele vejen og gjort det hele klart til os naar vi naar frem). Resten af gruppen har det fint med det men vi er lidt pinlig beroerte over det hele. Er ikke vant til at have 20 smaa nisser til at loebe om benene paa een og ordne alting- og saa snakker de Quechua indbyrdes saa vi ikke forstaar hvad vi siger.
De er meget soede, men det foeles bare meget overklasse/underklasse agtigt det hele. Men meget komfortabelt og vi har saaledes overlevet dag 1 og er meget stolte af os selv.
Dag 2 er et helvede.
Fantastisk morgenmad, solen skinner og saa afsted. OPAD. OPAD.OPAD. Foerst en stigning paa 900m, tager ca 3 timer, alt for hoeje trappetrin paa trappètrin paa trappetrin, tasken er pludselig meget tung og vi er pludselig meget bagud fra de andre. Vi tager det meget langsomt og stabilt, gisper efter vejret, ikke meget ilt i knap 4 km hoejde, det var sgu sejt og vi ankommer til toppen af Dead Womans Pass(det tror sgu pokker den hedder det) som de aller aller sidste- heldigvis er bagtrop guide saa taktfuld at han holder behoerig afstand fra os hele vejen op saa vi faar lov at gaa og bande lidt for os selv). Men paa toppen er der bare fantastisk!
Og saa er det lige en nedadstigning paa ca 500m, aah oemme laar oemme laar. Saa er der frokost og saa begynder det at regne, efter frokost er der et pas til, ca 400m opad i regnvejr, taske endnu tungere, der grines hysterisk(og bandes lavmaelt)og passet passeres og saa en nedadstigning med et fald paa nogle hundrede meter igen paa meget store trappe trin, av av av av av av av, oemme laar oemme laar. Og endelig naar vi frem til lejren og har overlevet dag 2: meget meget stolte, meget meget rom til at fejre det. Meget fugtige telte.
Sover med: stroempebukser, ekstrasokker, skiundertoej, tshirt, fleese troeje, hue, vanter og halstoerklaede og fryser hele natten.
Naeste dag regn og taage men dejlig dejlihg tur med bloede bakker, desvaerre ingen udsigt pga taagen men det er ogsaa ok. Dagen slutter tidligt med et varmt bad og en opklaring saa alle de fantastisk bjerge dukker op(bare rolig vi har nok tilsammen 200 billeder af der...)
Saa blev det sidste dag, her skal vi naa frem til Machu Pichu, op kl 3.50, morgenmad, ned at staa i koe til porten til trekken aabner(her roeg oplevelsen lidt; det var meget som at vaere til udsalg i Bilka) porten aabner - og hvad sker der????
Folk begynder rent faktisk at loebe. Efter 3 dages trek loeber de rent faktisk de sidste 2 timer for at naa frem til machu pichu, der har staaet der i 500 aar.
Tror de den forsvinder eller hvad??? Synker godt nok 2 cm hver 5. aar- men stadigvaek?
Foeler mig meget fremmedgjort fra hele oplevelsen, og lader alle 198 andre turister overhaele (vi starter 200 om dagen paa trekken) og saa faar vi hele ruten faar os selv og kan nyde de sidste timer til fods, det gode vejt, den fantastisk udsigt og naar omsider frem til solporten hvor Machu Pichu aabenbarer sig som et postkort og det er et stort oejeblik og vi er meget stolte.
Resten gaar lidt i selvsving, mange turister, mange ruiner, vores guide giver en fin rundtur og saa har vi nogle timer for os selv i ruinerne, men vi er traette og solen steger og vi er i 2500 m hoejde og der er graenser for hvor mange sten man kan beundre saa vi laegger os i skyggen af en sten og slapper af. Ned i byen ved floden til frokost og saa sidder vi med 6 andre fra gruppen og drikker oel til toget gaar tilbage til Cuscu kl 18- og vi kom tilbage igaar aftes, meget traette, meget oemme og meget meget stolte.
Det var noget af et cirkus men det var en fantastisk oplevelse og trekking er helt sikkert noget vi skal goere igen. maaske ikke lige det samme show igen, men at gaa og gaa og gaa er bare helt fantastisk terapeutisk. Og nu er vi strandet i Peru for vejene er blokerede saa vi kan ikke komme tilbage til Rurre idag som planen er.
Saa i stedet skal vi hen og have pedicure!
Knus C

________________________________________________________
Audi, Fiat, Peugeot, Skoda, Porsche, Toyota, Ford - Kelkoo har brugte biler til en hver smag! Klik her for at sammenligne priser.(http://dk.yahoo.com/r/pat/mmb)

High lights fra Inka trail

- Vi er de eneste i vores gruppe, som ikke har smaa peruvianske 20 aarige fyre fra det peeruvianske campo til at baere vores soelle 8 kilos oppakning de 45 km. til Macchu Pichu. Gang paa gang maa vi derfor besvare spoergsmaalet om vi bar vores ting selv. Til sidst sagde vi bare ja...

Egentlig maerkeligt at de andre friske unge fyre og piger (som kunne gaa meget hurtigt) ikke ogsaa bar deres ting selv.

- Vi er de eneste i vores gruppe som ikke er et par. Med to mandlige guider og 20 smaa peruvianske portere (baerere) var det bare helt fantastisk - isaer da den ene guide tydelig vis er meget pigeglad og gerne vil holde i haanden og gaa sammen med os. Naar han moeder sine venner paa vejen, kan de saa kommentere paa spansk og cechua (hemmeligt, meget maerkeligt sprog som de snakker ude paa landet) om hvor heldig han er at gaa sammen med saadan nogle eksotiske chicas. Heldigvis kan vi da forstaa lidt af hvad de siger. Og der gjorde vores ensomme rygsaekke ikke ligefrem situationen bedre. "Las vikangas danesas" !?! Efter 2 dage har vi begge to afvist ham og han snakker ikke til os laengere. Sjovt nok tilbringer vi den anden halvdel af turen sammen med den anden guide - eftersom vi altid var de sidste og det altid var en af guiderne som dannede bagtrop.

- 1. morgen da vi skal op kl 6 om morgenen og den ene guide plus portere bliver ved med at staa udenfor vore telt og sige good morning og selvom vi ogsaa siger good morning gaar de ikke vaek igen - why?!? Vi sidder inde i teltet er er tydeligvis vaagne - hvad er det de vil have? Saadan forsaetter situationen i 5 min. indtil en anden hollandsk fyr fra vores nabotelt forbarmer sig og fortaeller os gennem teltvaeggen et de er parat med the og der staar 5 fyre foran vores telt med "soelvbakke" med kopper og varmt vand... Hvorfor sagde de ikke bare at det var det de ville?

- 2. dag da vi skulle gaa op af i 4 timer i op till 4000 m. hoejde med rygsaekke - puha! Out of air!

Men vi naaede toppen.

- 2 dag da det begyndte at styrte ned og vi stadig skulle fortsaette med at gaa - og regnen fortsatte 3. dag med. Det var skoent og vaadt! Meget vaadt! Godt vi havde mange plastikposer, gode stoevler, regnjakker, regnslag og gode rygsaekke.

- Selvom det maaske lyder lidt tought (og vi nogle gange var ved at doe!) skal man lige huske, at vi stadig havde 20 peruvianske drenge som hver isaer bar 25 kilo med mad, telte, cooking utensils og de andres oppakning som gjorde alting for os - hver morgen blev der som fortalt serveret the i teltet. De slog vores telte ned. De lavede mad, de ryddede op, de gjorde vaskebaljer med varmt vand og saebe klar til os morgen og aften. De slog et "madtelt" op til os med stole og borde og serverede 3 retter til baade frokost og aftensmad og en morgenmad som man heller ikke kunne klage over. Og ikke at forglemme saa loeb de den rute som vi gik (eller maaske er gik overvurderet - nogle gang var det 20 skridt af gangen og pause og 20 skridt og pause). Respekt! Og en lille smule daalig smag i munden over udnyttelsen af fattige, arbejdsomme unge fyre fra smaa peruvianske landsbyer.

- Aftenen 3. dag hvor vi naar til at skulle sige farvel til porterne og kokken og vi faar stukket to konvolutter i haanden hvor der staar tips for the porters og tips for the cook. Meget maerkelig situation fordi vi i forvejen havde betalt 440 usd for en 4-dages tur og med 14 turister giver det et budget paa 30.000 dkr. og vi forstaar ikke helt hvorfor der ikke er penge nok til at betale alle medarbejderne tilstraekkeligt.

- 4. morgen da vi endelig naar Macchu Pichu og cirkuset virkelig starter. Vi staar op kl 4 om morgenen og der bliver aabnet til stien ind til Macchu Pichu kl 5.30 hvorefter alle af uvidste aarsager begynder at loebe?!? Camilla og jeg staar lidt og kigger - foerst proever vi ogsaa at gaa lidt hurtigere men foeler os hurtigt somom vi var i Bilka til koeudsalg og beslutter os for at gaa stille og roligt og nyde turen i stedet for. Cirkus Macchu Pichu. Vi har jo alligevel faaet at vide at ruinerne "kun" synker 2 cm. hver 5. aar (eller noget lignende) saa vi burde kunne naa det indenfor tidsperioden.