Vi er godt i gang med vores anden uge paa hospitalet og der er mange nye indtryk dagligt baade fagligt, sprogligt (eller uforstaaeligt) og menneskeligt...
Siden sidst i har hoert fra os er vi saadan nogenlunde kommet ind i livet paa hospitalet. Vi staar op hver morgen mandag til fredag ved 7-tiden for at moede kl 8 paa hospitalet hvorefter der er faelles stuegang med alle laegerne og sygerplejerskerne. Vi gaar fra seng til seng og den behandlingsansvarlige laege fremlaegger patienten. For det meste rimeligt uforstaaeligt da de staar og speedtalker spansk meget lavt. Vi samler enkelte ord op som diarre eller anemi eller kejsersnit og i de tilfaelde ligger der oftest en baby ved siden af moderen, hvilket forenkler alting. Efter stuegang er der konsultatorier med boern, gravide kvinder og flere boern! Alt af hunkoen er gravidt indtil andet er bevist! Indtil nu har vi haft "indtrykket" af at vi var behoevede i skadestuen og har mest opholdt os der. Det er nu gaaet op for os at skadestuen i virkeligheden kun er til for at give intramuskulaere injektioner og intet andet og vi blot har drevet den sygeplejerske som passer skadestuen til vanvid fordi hver gang vi skulle give injektionen stak det forkerte sted (mente Pilar, en 45aarig meget erfaren sygeplejerske indenfor injektioner i ballen). Aabenbart er det yderste oevre kvadrant af ballen ikke det samme sted i Danmark og Bolvia. Hun viste os 1000 gange hvor vi skulle stikke og alligevel var det altid forkert. Da hun igaar kaldte os for sine hjaelpere og vi efterhaanden forstod at det var en fejl at vi i sidste uge havde set nogle "rigtige" patienter i skadestuen gik det op for os at vores karriere inden for intramuskulaere injektioner matte stoppe. Der var ingen fremtid der for os! Vi er uduelige til at stikke i baller (ifoelge Pilar).
Saa har vi kastet os over konsultatorierne hvor laegerne fungerer som almenpraktiserende laeger og der kommer alle mulige ting. Vi har nogle gange selv taget patienter og det er gaaet meget fint - saa svaert er det ikke at stikke hele banden antibiotika injektioner i rumpetten. Ej, patienten kommer ind og vi spoerger "que paso?" og patienten fabler loes. Dernaest udspoerger vi paa bedste vis patienten om alle mulige symptomer - maaske har patienten forklaret os det allerede meeen det er ikke altid vi lige har forstaaet eller ogsaa gaar det saa staerkt at vi ikke har nogen jordisk chance for at foelge med og maa det hele igennem en gang til. Efterfoelgende undersoeger vi patienten og kommer for det meste frem til en nogenlunde diagnose - vi skal dog lige indstille sigtemaalet idet for eks. en 55aarig mand med blod i affoeringen ikke har tarmkraeft men parasitter i tarmen. Men mest af alt ser vi boern med infektioner i oejnene, tonsillerne, halsen og lungerne. Dernaest ser vi urinvejsinfektioner, diverse hudinfektioner og gastrointestinaleinfektioner. I dag havde vi en lille dreng med formodet hepatitis som Camilla meget skarpt diagnosticerede.
Der er 6 laeger paa hospitalet med Dr. Crispin som en slags overlaege og den store kirurg foruden direktoraen. Dr. Crispin foretager kejsersnit og appendektomier og resten henvises til stoerre byer. Laegerne er generelt set meget flinke. Vi undres dog begge over at vi aldrig rigtig har faaet nogen introduktion til hospitalet og de praktisk taget naegter at tale langsommere eller simplere spansk naar de beder os om det. de vil gerne svare paa spoergsmaal og undervise hvis man spoerger men nemt er det ikke at forstaa naar svaret kommer i lyntempo, udtalen er utydelig og fuld af ord som vi ikke kender. Nogen gange virker det lidt som at vi passificeres fordi de snakker saa staerkt og naar de saa lige pludselig henvender sig til en er man slet ikke gearet til at forstaa hvad de siger og svare dem paa spansk som ville goere vores spanske sprog aere. Nogen gange har jeg lidt paa fornemmelsen at de tror vi er dumme men saa igen kan de ikke snakke andre sprog end deres spanske og foeler sig maaske lidt truet og maaske analyserer jeg lidt for meget i det. Hver gang vi stoeder paa Dr. Crispin paa hospitalet siger han "Camilla! Emilie!" og smiler stort og giver os haanden, dernaest forsoeger han at sige godmorgen paa dansk - det har han gjort i en uge nu uden at kunne sige det korrekt. Saa smiler han igen stort til os og siger ikke mere...Der er kommet en fysioterapeut til hospitalet og hun er sjovt nok forbloeffende nem at forstaa selv om de der laeger kan vaere saa umulige.
Nogle gange er der ogsaa de mere grufulde oplevelser som i dag. Mens vi har vaeret her har vi overvaeret 2 kejsersnit og vi maa indroemme at det er rimelig primitivt. De bedoever med ketamin, har ikke udstyr til at intubere eller en rubensballon og anvender et stykke vat i naeseboret til at kontrollere at patienten ikke har faaet for meget ketamin saa han/hun stopper med at traekke vejret. De tjekker blodtrykket ved manuelt paa old school SPV kursus metode blodtrykket med manchet og stetoskop. Hygiejnen er heller ikke hvad en kunne vaere - en hygiejne sygeplejerske ville helt sikkert gaa helt amok naar kirrugen og assistenten i sterilt afvaskede patienten med iod mens de roerte ved det usterile leje. Naa men i dag var der saa akut laparaskopi (man aabner og kigger ind i maven fordi man ikke ved hvad der er galt) paa en af de kvinder som fik foretaget kejsersnit for ca. 1 uge siden. Det viste sig at hun havde en absess paa livmoderen som loeb med purulent vaeske. Ketaminanastaesien var ikke staerk nok eller hun var ikke under sufficient anastaesi saa hun laa og skreg af smerte under hele operationen. "Heldigvis" binder de patienterne fast til lejet saa de ikke kan bevaege sig. Da hendes skrig tager til beslutter anastaesisygeplejersken at give hende et ordentligt skud ketamin og efterfoelgende stopper hun med at traekke vejret. Kirurgen raaber paa dexametason (steroid?!?) og de proever ?!? at foretage hjertemassage (staaende paa gulvet uden at hoppe op paa lejet for at kunne foretage ordentlig massage). Heldigvis begynder kvinden at traekke vejret igen og hun overlever i hvert tilfaelde denne operation. Og hun var ogsaa levende da vi gik hjem i dag. Meget skraemmende oplevelse.
Nu hvor Camilla har fortalt at jeg var ved at drukne maa jeg ogsaa lige tage den - det korte af det lange var at hostelejeren fortalte at det var sikkert og svoemme i floden og man sagtens kunne svoemme over den. Derfor da jeg kedede mig soendag taenkte jeg at det var en god ide - men det var det absolut ikke! Aldrig mere floder andet end meget taet paa land! Der var staerk stroem og sten og jeg kom ned af floden og ikke over og matte gaa tilbage langs flodbreden i min Arena badedragt og svoemmebriller mens alle gloede. Virkelig god oplevelse som aldrig skal gentage sig! Nok om det for nu....
Klokken er mange og vi skal hjem og cocinare - skriv snart! Det er dejligt at faa nyt hjemmefra
Kh. Emilie
