I MACHU PICHU CIRKUS MED DEN ROEDE HAER

Vi klarede det.
Det var langt og det gjorde ondt. Der var opture og nedture, der var latter og graad, regn og regn og taage og regn og rom og vabler og det var ikke altid koent- men vi gjorde: vi GIK i 4 dage hele vejen til Machu Pichu (hvilket jo papiret lyder som en ganske aandsvag ide naar nu der gaar et ganske udemaerket tog hele vejen).

Vi stak jo af fra Rurre for en uges tid siden og tog til Cusco i Peru, dejlig dejlig by, og vi shoppede og aad, shoppede og aad og akklimatiserede og aad.
Onsdag aften er der infomoede paa det agency vi skal med til machu pichu, hmm total overgearet guide paa et og andet han selv paastaar er "coca blade" meeen yearh right....udover os er der 6 par (E og jeg foelte os som det meget lesbiske indslag), og alle har saa lejet: ekstra varme soveposer, vandrestave(helt aerlig- vandrestave???), ekstra komfortable liggeunderlag og- ikke mindst- en stakkels peruviansk nisse til at slaebe deres bagage op af bjerget???
DET ER SNYD!!! E og jeg har ikke lejet noget og skal som de eneste baere vores egne ting hele vejen op- naerighed/staedighed/forkaempere for stakkels peruvianske baeres rettigheder/undskyldning for at gaa bagerst hele vejen- perfekt image.
Torsdag blev vi saa hentet kl 4.30 paa vores hotel af 3 maend i roed uniform, ind i kaempe tourbus hvor vi moedes af klapsalve fra en uidentificeret maengde maend i roedt bagerst i bussen. Afsted nogle timer til km 82 hvor turen starter.
Alle parrene faar uddelt deres stave som er det eneste de skal baere mens resten af luksus tingene pakkes paa ryggen af smaa maend: E og jeg: store tasker paa ryggen og hysterisk nervoest fnisende begiver vi os ud i det fantastiske landskab. Det gaar stoet derudaf og efter ca 30 min overhaeles vi af 20 smaa maend i roede LLama Path uniformer der i strakt galop og med ikke mindre en 25 kg hver paa ryggen spurter afsted for at komme til frokost campsite saa tidligt at de kan vaelge os det bedste site og lave mad til os til naar vi naar frem.
Det er jo ikke en vandre tur- det er en haer!
De har ikke mindre end spisetelt, koekkentelt og stole til alle, samt sovetelte og liggeundelag og alle de andres bagage med. Hmm, ja ja vi er rigtig ude og roughe den.
Foerste dag gaar fint og stoet, mega smukt lidt opad lidt, nedad og lidt ligeud, starter i 2500m hoejde, naar frem til frokost lejren nogle 100m hoejere hvor vi modtages af klapsalver af Den Roede Haer, der er varmt vand og rene haandklaeder til alle saa man lige kan vaske sig inden der er 3 retters frokost menu(helt fantastisk mad foroevrig) og eftermiddags the og saa videre opad opad.
Den sidste del var lidt haard men heldigvis er hyperaktiv guide Freddie med os hele vejen hvor han ligesom bare taler og taler og taler og taler og taler. Han er noget af en smart-guide type men indroemmet: han faar virkelig distraheret os fra alt det ubehagelige smerte ved at gaa og gaa. Overhaeles selvfoelgelig af haeren efter et par timer og da vi naar frem til aften campen er der udsigt over alle bjergene, teltene er slaaet op, vandet er varmet op til at vaske sig og igen: 3 retters menu. Og klapsalver (det begynder at blive lidt pinligt det hele: mens vi har kaempet os afsted med smaa maaske 8 kg paa ryggen har de loebet hele vejen og gjort det hele klart til os naar vi naar frem). Resten af gruppen har det fint med det men vi er lidt pinlig beroerte over det hele. Er ikke vant til at have 20 smaa nisser til at loebe om benene paa een og ordne alting- og saa snakker de Quechua indbyrdes saa vi ikke forstaar hvad vi siger.
De er meget soede, men det foeles bare meget overklasse/underklasse agtigt det hele. Men meget komfortabelt og vi har saaledes overlevet dag 1 og er meget stolte af os selv.
Dag 2 er et helvede.
Fantastisk morgenmad, solen skinner og saa afsted. OPAD. OPAD.OPAD. Foerst en stigning paa 900m, tager ca 3 timer, alt for hoeje trappetrin paa trappètrin paa trappetrin, tasken er pludselig meget tung og vi er pludselig meget bagud fra de andre. Vi tager det meget langsomt og stabilt, gisper efter vejret, ikke meget ilt i knap 4 km hoejde, det var sgu sejt og vi ankommer til toppen af Dead Womans Pass(det tror sgu pokker den hedder det) som de aller aller sidste- heldigvis er bagtrop guide saa taktfuld at han holder behoerig afstand fra os hele vejen op saa vi faar lov at gaa og bande lidt for os selv). Men paa toppen er der bare fantastisk!
Og saa er det lige en nedadstigning paa ca 500m, aah oemme laar oemme laar. Saa er der frokost og saa begynder det at regne, efter frokost er der et pas til, ca 400m opad i regnvejr, taske endnu tungere, der grines hysterisk(og bandes lavmaelt)og passet passeres og saa en nedadstigning med et fald paa nogle hundrede meter igen paa meget store trappe trin, av av av av av av av, oemme laar oemme laar. Og endelig naar vi frem til lejren og har overlevet dag 2: meget meget stolte, meget meget rom til at fejre det. Meget fugtige telte.
Sover med: stroempebukser, ekstrasokker, skiundertoej, tshirt, fleese troeje, hue, vanter og halstoerklaede og fryser hele natten.
Naeste dag regn og taage men dejlig dejlihg tur med bloede bakker, desvaerre ingen udsigt pga taagen men det er ogsaa ok. Dagen slutter tidligt med et varmt bad og en opklaring saa alle de fantastisk bjerge dukker op(bare rolig vi har nok tilsammen 200 billeder af der...)
Saa blev det sidste dag, her skal vi naa frem til Machu Pichu, op kl 3.50, morgenmad, ned at staa i koe til porten til trekken aabner(her roeg oplevelsen lidt; det var meget som at vaere til udsalg i Bilka) porten aabner - og hvad sker der????
Folk begynder rent faktisk at loebe. Efter 3 dages trek loeber de rent faktisk de sidste 2 timer for at naa frem til machu pichu, der har staaet der i 500 aar.
Tror de den forsvinder eller hvad??? Synker godt nok 2 cm hver 5. aar- men stadigvaek?
Foeler mig meget fremmedgjort fra hele oplevelsen, og lader alle 198 andre turister overhaele (vi starter 200 om dagen paa trekken) og saa faar vi hele ruten faar os selv og kan nyde de sidste timer til fods, det gode vejt, den fantastisk udsigt og naar omsider frem til solporten hvor Machu Pichu aabenbarer sig som et postkort og det er et stort oejeblik og vi er meget stolte.
Resten gaar lidt i selvsving, mange turister, mange ruiner, vores guide giver en fin rundtur og saa har vi nogle timer for os selv i ruinerne, men vi er traette og solen steger og vi er i 2500 m hoejde og der er graenser for hvor mange sten man kan beundre saa vi laegger os i skyggen af en sten og slapper af. Ned i byen ved floden til frokost og saa sidder vi med 6 andre fra gruppen og drikker oel til toget gaar tilbage til Cuscu kl 18- og vi kom tilbage igaar aftes, meget traette, meget oemme og meget meget stolte.
Det var noget af et cirkus men det var en fantastisk oplevelse og trekking er helt sikkert noget vi skal goere igen. maaske ikke lige det samme show igen, men at gaa og gaa og gaa er bare helt fantastisk terapeutisk. Og nu er vi strandet i Peru for vejene er blokerede saa vi kan ikke komme tilbage til Rurre idag som planen er.
Saa i stedet skal vi hen og have pedicure!
Knus C

________________________________________________________
Audi, Fiat, Peugeot, Skoda, Porsche, Toyota, Ford - Kelkoo har brugte biler til en hver smag! Klik her for at sammenligne priser.(http://dk.yahoo.com/r/pat/mmb)

High lights fra Inka trail

- Vi er de eneste i vores gruppe, som ikke har smaa peruvianske 20 aarige fyre fra det peeruvianske campo til at baere vores soelle 8 kilos oppakning de 45 km. til Macchu Pichu. Gang paa gang maa vi derfor besvare spoergsmaalet om vi bar vores ting selv. Til sidst sagde vi bare ja...

Egentlig maerkeligt at de andre friske unge fyre og piger (som kunne gaa meget hurtigt) ikke ogsaa bar deres ting selv.

- Vi er de eneste i vores gruppe som ikke er et par. Med to mandlige guider og 20 smaa peruvianske portere (baerere) var det bare helt fantastisk - isaer da den ene guide tydelig vis er meget pigeglad og gerne vil holde i haanden og gaa sammen med os. Naar han moeder sine venner paa vejen, kan de saa kommentere paa spansk og cechua (hemmeligt, meget maerkeligt sprog som de snakker ude paa landet) om hvor heldig han er at gaa sammen med saadan nogle eksotiske chicas. Heldigvis kan vi da forstaa lidt af hvad de siger. Og der gjorde vores ensomme rygsaekke ikke ligefrem situationen bedre. "Las vikangas danesas" !?! Efter 2 dage har vi begge to afvist ham og han snakker ikke til os laengere. Sjovt nok tilbringer vi den anden halvdel af turen sammen med den anden guide - eftersom vi altid var de sidste og det altid var en af guiderne som dannede bagtrop.

- 1. morgen da vi skal op kl 6 om morgenen og den ene guide plus portere bliver ved med at staa udenfor vore telt og sige good morning og selvom vi ogsaa siger good morning gaar de ikke vaek igen - why?!? Vi sidder inde i teltet er er tydeligvis vaagne - hvad er det de vil have? Saadan forsaetter situationen i 5 min. indtil en anden hollandsk fyr fra vores nabotelt forbarmer sig og fortaeller os gennem teltvaeggen et de er parat med the og der staar 5 fyre foran vores telt med "soelvbakke" med kopper og varmt vand... Hvorfor sagde de ikke bare at det var det de ville?

- 2. dag da vi skulle gaa op af i 4 timer i op till 4000 m. hoejde med rygsaekke - puha! Out of air!

Men vi naaede toppen.

- 2 dag da det begyndte at styrte ned og vi stadig skulle fortsaette med at gaa - og regnen fortsatte 3. dag med. Det var skoent og vaadt! Meget vaadt! Godt vi havde mange plastikposer, gode stoevler, regnjakker, regnslag og gode rygsaekke.

- Selvom det maaske lyder lidt tought (og vi nogle gange var ved at doe!) skal man lige huske, at vi stadig havde 20 peruvianske drenge som hver isaer bar 25 kilo med mad, telte, cooking utensils og de andres oppakning som gjorde alting for os - hver morgen blev der som fortalt serveret the i teltet. De slog vores telte ned. De lavede mad, de ryddede op, de gjorde vaskebaljer med varmt vand og saebe klar til os morgen og aften. De slog et "madtelt" op til os med stole og borde og serverede 3 retter til baade frokost og aftensmad og en morgenmad som man heller ikke kunne klage over. Og ikke at forglemme saa loeb de den rute som vi gik (eller maaske er gik overvurderet - nogle gang var det 20 skridt af gangen og pause og 20 skridt og pause). Respekt! Og en lille smule daalig smag i munden over udnyttelsen af fattige, arbejdsomme unge fyre fra smaa peruvianske landsbyer.

- Aftenen 3. dag hvor vi naar til at skulle sige farvel til porterne og kokken og vi faar stukket to konvolutter i haanden hvor der staar tips for the porters og tips for the cook. Meget maerkelig situation fordi vi i forvejen havde betalt 440 usd for en 4-dages tur og med 14 turister giver det et budget paa 30.000 dkr. og vi forstaar ikke helt hvorfor der ikke er penge nok til at betale alle medarbejderne tilstraekkeligt.

- 4. morgen da vi endelig naar Macchu Pichu og cirkuset virkelig starter. Vi staar op kl 4 om morgenen og der bliver aabnet til stien ind til Macchu Pichu kl 5.30 hvorefter alle af uvidste aarsager begynder at loebe?!? Camilla og jeg staar lidt og kigger - foerst proever vi ogsaa at gaa lidt hurtigere men foeler os hurtigt somom vi var i Bilka til koeudsalg og beslutter os for at gaa stille og roligt og nyde turen i stedet for. Cirkus Macchu Pichu. Vi har jo alligevel faaet at vide at ruinerne "kun" synker 2 cm. hver 5. aar (eller noget lignende) saa vi burde kunne naa det indenfor tidsperioden.

 

 

 

 

VI LEVER DEL II

Det blev saa weekend efter den taarevaedede afsked med Hospital Rurrenabaque, og for at drukne smerten ved det store farvel proevede vi alle happy hour drinks paa Mosquito bars menu kort fredag og loerdag var det fantastisk vejr, saa op til den nye pool paa den naermeste bjerg skraaning, et helt fantastisk sted med en stor pool med koldt, rent vand(det er altsaa luksus i junglen) og fantastisk udsigt- og det bedste af det hele: nede i poolen er der ogsaa en "strand" saa man kan ligge i poolen og faa sol samtidig: det er bare himmelen.
Anyways, Emilie blev selvfoelgelig friturestegt, saa maaske solbadning i pool er en daarlig ide.
Loerdag aften var vi til barbeque paa det lokale gringo haeng ud sted(men da der ikke er mange gringoer er det mere bare en lille selekteret flok af lokale udlaendinge), det var godt, masser og masser af vin, aah det var tiltraengt(vi drikker OVERHOVEDET ikke nok herovre, jeg er noedt til at begynde at spike Emilies cola light med Rom tror jeg).
Soendag.......nu er det jo ikke saadan at vi ikke laver andet end at ligge ved poolen, nej nej, langt fra, soendag ringede vi til et hotel paa den anden side af floden i junglen, som man kun kan komme til paa baad, og de kom og hentede os og sejlede os derud, saa vi kunne ligge og sole os ved de naturlige kilder (altsaa IKKE ved poolen), det var meget fredfyldt da vi var de eneste mennesker, meen maaske lidt for naturligt til min smag.
Jeg foretraekker naturen azur blaa og lugtende af klor. Eftermiddag sluttede med at 30 unge bolivianere kom og badede i deres shorts og tshorts og E og jeg ligesom laa der i vores pludselig MEGET smaa bikinier. Saa tog vi hjem. Alt i alt en god weekend med masser af sprut.

Mandag var vi tilbage paa klinikken, stille og roligt, eller faktisk ikke da den cubanske laege havde toemmermaend og ikke dukkede op og Frida maatte klare det hele selv, hvorfor vi blev bedt om at komme en la tarde for at hjaelpe hende. Fint nok. En la tarde kommer saa Rurres prostituerede for at blive podet for koenssygdomme. Hmm. Frida laver lige et par stykker, hvorefter hun beder os lave resten og forlader stuen.
Saa staar vi ligesom der. Jeg havde ikke forstaaet at vi skulle lave dem, men bare troet at vi skulle goere klar, saa jeg faa hentet en prosti ind, lagt hende paa briksen og gjort instrumenterne klar, Emilie med podepinde om mig med spekel(dims man stikker op i skraervet) hvorefter E paa dette tidspunkt vaelger at goere mig opmaerksom paa at jeg skal lave proeven. Saa staar vi ligesom der og stirrer paa hinanden. Der fnises maaske lidt. Jeg kigger lidt, ja nu har jeg jo ikke tilbragt SAA meget tid mellem en kvindes ben foer saa oehh....bum bum...Prosti spoerger om vi overhovedet er laeger, hvilket E bestemt forklarer at vi skam er. Jeg faar identificeret hullet men det er altsaa ikke bare lige saaden af faa det der redskab derind og da det hele bliver for pinligt traeder E heldigvis i karakter og faar resolut dimsen derind og taget en proeve fra et og andet sted derinde.
Hmm, skulle man forklare laegen at vi ikke har haft gynaekologi????
Naa, men der kommer flere og det gaar meget bedre, efter vi har fundet glidecremen og et fast haandgreb. Aah det var sjovt.
Anyways, eftermiddagen toppede da jeg gjorde klar til at lave en gynaekologisk undersoegelse paa en transvestit, heldigvis faar Emilie stoppet mig inden det hele endte for pinligt. Men nu har vi i hvertfald stiftet bekendtskab med den mere moerke side af Rurres natteliv, hvilket bla. omfattede den 16aarige dreng der var klaedt som en pige om arbejdede som prostitueret, lidt trist.

Naa, tirsdag skal vi saa paa en 2 dages tur paa campo (campo er alt landet uden om Rurre, dvs. der hvor de meget fattige mennesker bor). Vi skal moedes 7.30 og vi er der selvfoelig punktligt, de andre kommer saa i loebet af en halv times tid, ja undtagen den cubanske laege der bare ikke kommer, men ham faar vi stoevet op i sit hus i naerheden. Saa er det afsted i jeep, foerst over floden som er at koere ud paa en stor toemmerflaade som saa traekker bilen over, meget trovaerdigt alt sammen.
Naa, saa er det fire timer nordpaa paa bulet jordvej, heldigvis i en meget god jeep, landskabet er boelget, mest med store graesarealer med koer og heste afbrudt af taettere skov arealer og sporadisk placerede hytter af jord (luksus udgaven er af trae) med tag af blade eller blik, med grise, hoens, koer, hunde og boern omkring, af og til en skole som kan vaere af sten og maaske med et tag og ret ofte er der maerkelige kirker fra ekcentriske religioner, og skilt efter skilt efter skilt med navnet paa denne og hin communidad som aabenbart ligger der(men altsaa, der ikke andet end skiltet...). Bl.a. ligger Ny Palaestina paa denne side, der skulle E og jeg snart ud og give vores stoette. Men det er jo en helt anden historie.
Vi naar frem til der hvor kliniken skal vaere, som er en graesmark med en stor lerhytte og her sidder saa folket der bor omkring og venter paa os. Det er meget sjovt at se dem i deres naturlige habitat. Igen: mange beskidte boern, daarlige taender og en masse slidgigt. Men klinikken behandler ogsaa fx epilepsi, hjertesvigt og forhoejet blodtryk paa campo, bagefter op i jeepen igen og et par timer videre til anden landsby hvor vi overnatter i telt, spiser ris med ubestemmeligt dyr i moerke i en jordhytte og sover paa jorden mens vi proever ikke at klaebe til hinanden mens vi sveder. Gaar i seng kl 8 for der er ikke mere lys men virkelig mange myg.
Livet paa campo LYDER bare meget mere romantisk end det er.
Naeste dag er der igen klinik i landsbyen, flere daarlige rygge og daarlige taender og saa tilbage til Rurre.
Paa turen tilbage punkterer vi for anden gang. Dvs. ikke flere ekstra hjul. Og vi er lige naaet en time ud fra den naermeste by, paa en vej uden et eneste sted med skygge og det er nok 45 grader i solen. Jorge, Antonio og Lola griner og pjatter, jeg synes vist ikke det var HELT saa sjovt som de gjorde, det er vidst den bolivianske way, men grinende og jokende gaar de igang med at skifte slange paa hjulet og pumpe det og med en lille bitte cykel pumpe og efter halvanden time er vi klar til at koere videre. Og de griner bare??? Kunne I lige se fire danskere i en punkteret jeep i midten af ingenting med en cykelpumpe? Hvem tror I vi havde slaaet ihjel foerst i arrigskab?
Vi naar sikkert hjem og HELDIGVIS er naeste dags tur paa campo aflyst og i vores stille sind takker vi gud for en ekstra dag ved poolen- tror det er meget fint med fordelingen: campo paa landet og os i byen-nej, der er meget sjovt at komme med ud og vi faar virkelig set landet og folkene og man oplever jo et folkefaerd helt anderledes naar man kommer hjem til dem i deres landsby og hoerer paa alle deres klager.
Og nu er jeg helt oer i hovedet af at skrive saa orker ikke lige at beskrive loerdags meeeget lange bus tur(ca 28 timer) til Cusco, Peru hvor vi er nu, og skal bestige Machu Pichu torsdag.
Her er rigtig dejligt, Peru er lige DET mere komfortabelt end Bolivia og endnu bedre- her er RIGTIGE butikker og de tager VISA kort!!!!
Knus C

__________________________________________________
Bruger du Yahoo!?
Er du træt af spam? Yahoo!Mail har den bedste spambeskyttelse, der findes
http://dk.mail.yahoo.com

Vi lever del 1

Hej allesammen!

 

Ja, vi ved godt der er gaaet et godt stykke tid hvor vi ikke har faaet opdateret bloggen, men vi er stadig i live og har det forbloeffende godt! Sidst skrev Camilla vist nok en lidt bitter email om daarligt vejr, israelere uden respekt for andre mennesker og et lidt frustrerende hospitalsophold med ligeglade laeger... Naa men der er i hvert tilfaelde sket store forandringer siden da. Vi havde hoert om et sundhedscenter i Rurrenabaque via Katrina (ejeren af vores favorit cafe-bar i Rurre). Saa mandag for ca. 2 uger siden da det stadig regnede, overlaegen var til moede og der derfor absolut INGENTING var at lave paa hospitalet og det var gaaet op for os at de ikke engang kunne vores navne tog vi os sammen og gik hen til Proyecto Rio Beni. Vi fik fremstammet paa perfekt spansk fra Camillas side, at vi gerne ville komme og tilbringe nogle dage sammen med dem og vi aftalte at vi skulle komme igen onsdag. Onsdag kom vi saa og de tog simpelthen saa paent imod os og praesenterede det hele for os. Det er et amerikansk funderet sundhedsprojekt som 3 dage om ugen (man, ons, fre) har konsultation i Rurre og 2 dage (tirs, tors) om ugen tager paa landet hvor de laver konsultationer i communidades, som de kalder dem (landsbysamfund). Normalt plejer der at vaere 2 amerikanske laeger og 1 boliviansk laege. For oejeblikket har de ikke kunnet faa fat i nogle amerikanske laeger og der er en cubansk laege i stedet. Rurre ligger paa den ene side af flodbredden og ovre paa den anden side ligger San Buenaventura (en anden landsby) hvor der ligger et hospital med cubanske laeger. Klinikken i Rurre samarbejder med det cubanske hospital samt et cubansk hospital i La Paz. Patienterne i Rurre betaler 15 bol. (10kr) og derefter er alle noedvendige undersoegelser og medicin gratis - ogsaa selvom de har brug for en operation eller stoerre udredende undersoegelser. Patienterne paa landet (eller campo som det hedder her) betaler 2 bol. og der gaelder samme betingelser for dem med undersoegelser osv. Udover to laeger er der en sygeplejerske, Lola, og en farmaceut/biokliniker, Antonio og en administrator, Josa. Det var lige en lille introduktion til klinikken.

Naa men vi kommer saa der onsdag og noget af det foerste den bolivianske laege doktora Frida spoerger os om er hvorfor er I ikke kommet noget foer? Aaebenbart "plejer" de danske studerende som tidligere har vaeret i Rurre at komme der efter en uge paa hospitalet - vi har saa tilbragt mere end 3 uger og virkelig proevet at give det en chance og faa mest muligt ud af det og kommet trofast hver dag og eftermiddag (og de kan ikke engang vores navne...). Hvad mere er at vi pludselig kan genkende den medicin de praktiserer - der er god sammenhaeng mellem patientens symptomer, de objektive fund og den behandling som de paabegynder plus at de foretager parakliniske undersoegelser. Fantastisk! Desuden gider de godt have os med baade Dra. Frida og den cubanske dr. Jorge (som dog er saa uforstaaelig at vi ligesom ofte bare sidder som et stort spoergsmaalstegn og siger que? eller diskret proever at slaa op i vores ordbog fordi han bliver lidt fornaemet hvis han opdager at vi slaar ord op fordi han gerne vil forklare os det - besvaerligt naar han snakker saa maerkeligt!).

Og saa var onsdag ogsaa en god dag fordi skyerne forsvandt og solen endelig kom frem - i bogstaveligste forstand! I 4 dage havde det regnet og vaeret koldt og onsdag blev det igen varmt og vi kunne tilbringe onsdag eftermiddag ved poolen - yes!

Fredag er det konsultoriedag og doktora Frida skal holde sexual undervisning for en af Rurres skoler og vi tager med. Noget af en oplevelse. Frida starter med paa bedste anatomi forelaesningsvis at fortaelle om de kvindelige og mandligekoensorganers anatomi. Dernaest koerer hun loes med koenssygdomme som hun gennemgaar for de stakkels 15 aarige paa mikrobiologisk nivaeu med navn, symptomer, udseende, smittemaade og mulige foelger af infektion - selv syfilis fik de i alle tre stadier. Men ud over det har hun bare mega mange billeder med af saar og udslaet og sekretioner fra diverse koensorganer og det er ikke smukt! Og der er mange rigtig grimme billeder! Mig og Camilla fik ogsaa lige genopfrisket vores infektionssygdomme der... Saa var det tid til praeventionssnak!?! Der snakkede Frida meget varmt om metoder som Camilla og jeg slet ikke kendte. Foerst og fremmest kalender metoden - de foerste 9 dage af kvindenscyklus maa man gerne have relationes sexuales de naeste 9 dage "no puede" maa man ikke og de sidste dage indtil man skal have sin menstruation maa man gerne igen. Alt det her kendte alle eleverne til og kunne sige i kor "no puede, si puede" osv. Helt skraemmende. Saa anbefalede doktoraen 2 kondomer for at vaere helt sikker og kondomer jo sprang for et godt ord. Der stod vi saa igen og kiggede lidt rystende paa hovedet paa hinanden. Saa naevnte hun lige p-pillen (men det virker som om at det er meget svaert for bolivianere at skulle tage en pille paa samme tid hver dag). Og til sidst var der den obligatoriske putte kondom paa lang tingest under megen fnisen. Frida fortalte os at det var den foerste skole i Rurre hvor hun underviste og forhaabentlig skulle hun til at undervise nogle flere steder snart.

 

Det var alt for mig fra nu Camilla tager over og fortaeller mere om den foregaaende uge...

Forresten har jeg faaet virus paa mit memorykort af at uploade billeder til bloggen - er der nogen der ved noget om det og om det er farligt for kameraet?

 

Mange kram

Emilie

Klinikken vil gerne have at vi bliver hos dem som praktikanter og det bliver vi rimelig hurtigt enige om. Saa fredag efter "arbejde" gaar vi op paa hospitalet for at fortaelle dem at vi er der og ikke "ved" hvornaar vi kommer igen. Den eneste der overhovedet bliver lidt ked af det receptionisten som vi kun har sagt godmorgen og god eftermiddag til. Virkelig soergeligt... Laegen virker ligeglad og spoerger bare om vi har brug for noeglen til laegevaerelset.

I pampas cirkus med Guds Udvalgte Folk

Saa er uge 4 paa hospitalet startet.
Vi har netop overstaaet en meeeeget lang weekend. Havde planlagt super rom og cocos drinks fredag men jeg blev saa traet af at have daarlig mave at jeg opstartede antiparasit kur kort foer- og den var desvaerre ikke forenelig med alkohol indtag(totalt skod antiamoebemiddel), saa INGEN alko. Skuffelse nr 1.
Vi havde ingen planer i weekenden for vi skulle arbejde paa vores teint ved poolen efter at have power svedt ele ugen i kitlen. Fredag aften (hvor vi sidder meget aedru og kukkelurer paa en bar)begynder det saa at regne og regner herefter uafbrudt indtil idag mandag kl ca 10. Skuffelse nr 2. Mega koldt, blaeser af helvedes til, lange bukser og to troejer og hyggeligt UDENDOERS faellesmiljoe pludselig lavet om til meget vaad og vindomsust terasse. Suuuuk.
Og saa sker der selvfoelgelig det at endnu en isarelsk gruppe paa magisk vis materiliserer sig selv IGEN og besaetter hostellet til endeloese aftner med raaben og skrigen paa hebraisk- jeg ved godt at det bare er saa politisk ukorrekt ikke at kunne lide joederne men jeg kan bare virkelig virkelig ikke lide dem.
Okay, det fortjener maaske en forklaring.
Hele mit had til dette forfulgte folkeslag startede for ca halvanden uge siden. Vi skulle paa pampas tur med et tour agency og glaedede os meget. Paa vores hostel boede en stoerre gruppe israelere som larmede meget, ikke taler andet endhebraisk og altid raaber til hinanden paa tvaers af hostellet men okay, den slags sker.
Med paa turen er en soed fransk pige, en irsk pige, os to samt en israelsk par fra samme hostel som os andre, som vi selvfoelgelig ikke havde talt med foer(laes: da de kun taler med andre israelere).
Foerst koerer vi ca 4 timer paa meget ubehagelig grusvej, og saa i baad paa floden hvor der er FYLDT med krokodiller og maerkelige dyr der hedder capivaras-eller-saadan-noget og vist er en slags gnaver men ligner en blanding mellem en gris og en baever, og masser af forskellige oerne og masser og masser af storke (dk maa altsaa give op med det der storke-noget, Bolivia goer det saa meget bedre), det var saa fint. Vi boer i en ok hytte paa flodbreden med EGNE senge (som de gjorde meget ud af at pointere da vi koebte rejsen- hvad var alternativet? Een stor dobbeltseng eller hvad?). Og forbi kommer baad efter baad med flere turister der alle skal paa sammen cirkus-tur som os.
Naeste dag er det ud at gaa med guiden paa pampas(der er en sump men helt toer da det er vinter) vi ser strudse og strudseaeg og fugle og en soe fyldt med krokodiller og til sidst finder vi saa en anakonda. En kaempe stor een der ligger og soler sig uden foran sit hus, vi tager en masse daarlige billeder af den inden den skynder sig ind i sikkerhed- hvorefter guiden griber fat i halen paa det store, vilde, truede dyr og spoerger om publikum oensker at har hiver den ud igen saa vi kan faa nogle ordentlige billeder!???
Selvfoelgelig skriger vi nej nej, vil du omgaaende slippe dyret... undtagen det israelske par som insistere paa at han skal hive den ud saa hun kan faa et godt billede??? Har hun nogensinde hoert mod Googles billedsoegningsfunktion??? Hvordan kan man faa sig selv til at sige det? Selvfoelgelig vil vi alle sammen gerne se slangen rigtigt, men for helvede, man ved jo godt at det kan man ikke tillade sig at goere. Anyways, kaempe skaenderi, parret synes ikke der overhovedet er nogle grund til at vaere paa pampas hvis man ikke maa torturere de vilde dyr. Lidt senere siger guiden til os andre at han vil lede dem ud paa jagt efter en anakonda de kan torturere og tage billeder af men ikke vise dem noget og at vi andre bare kan vente her... og 30 min senere er de tilbage og har selvfoelgelig ikke fundet nogen slange. Yarh right han ikke viste dem en slange.
Naa, resten af turen (2 dage mere) naegter parret at snakke med nogle andre en dem selv, det er virkelig ubehageligt og det eneste tidspunkt i loebet af weekenden hvor de siger noget paa engelsk er da vi passerer en anden gruppe israelere der er igang med at slaa en krokodille med en guitar og fyren begejstret udbryder at vi skal sejle derhen og proeve det samme. Fantastisk respekt for liv.
Konklusion paa turen: naturen gjorde det virkelig godt, super mange dyr og solen er roed som blod men spaendingerne i selskabet var saa anstrengende at mandag morgen paa hospitalet var helt fantastisk afslappende ved sammenligning: hvad vi foer havde synes var mega svaert og anstrengende var nu saa nemt og simpelt: i det mindste var der ikke nogle der hadede os der (saa meget).
Hvilket foerer mig frem til at jeg hader Israel og holder med Palaestina fra nu af. Jeg ved godt I taenker: det er jo bare eet par du har moedt, man kan ikke doemme et helt folkefaerd ud fra det. Og til det vil jeg bare sige: efter 3 uger paa vores hostel har jeg nok moedt 50 israelere(laes: hoert 50 israelere raabe til hinanden paa hebraisk i haengekoejerne og ignorere os)og jo, man er altsaa udemaerket i stand til at doemme et helt folkefaerd ud fra det.

Men nu er det i hvertfald mandag efter verdens laengste weekend, og udover israelere paa hostellet bor der en tarantel paa vores badevaerelse, saa vi overvejer lidt vores bolig situation og flytte til et dyrere sted (i haab om at undgaa israelere og taranteller) men nu maa vi se.

Kom tilbage sol, vi skal for helvede vaere brunere brunere.

Naa jo, og saa har Emilie forloest sit foerste barn, det var bare saa slimet at se paa.

Knus Camilla

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd