Tarija

Der er de gode nyheder og de daarlige nyheder...

De gode foerst - jeg har faaet mine foerste komplimenter omkring mit spanske - det blev beskrevet som "meget bedre end en den franske turists spanske" !?! Han havde saa heller ikke brugt hverken 5000 kr. paa spansktimer paa Studieskolen og ej heller tilbragt 7 dage i spanskhelvedet i La Paz - men saa alligevel er han fransk, hvilket burde goere ham virkelig god til spansk.

De daarlige nyheder - jeg fik daarlig mave efter min kaempe store roede argentinske steak og forbinder for oejeblikket store roede steaks med daarlig mave. Virkelig en daarlig egenskab at tilllaegge sig.

Den vaerre daarlige nyhed er, at mit kamera i dag sagde stop og ikke ville mere. Mine billeder er ikke forsvundet men naar jeg taender det vil "hovedet" eller linsen eller hvad det nu hedder paa fint kamera sprog ikke komme ud, som det skal. Og det er noget rigtig lort! Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal goere ved det, andet end at tage det med hjem til Danmark, og faa nogle til at se paa det. Det er bare rigtig surt og aergeligt, at jeg ikke kan tage flere billeder paa nuvaerende tidspunkt.

 

De sidste 4 dage har jeg vaeret i Tarija i Sydbolivia, helt taet paa den argentinske graense. Det var en maegtig fin lille by med et meget afslappet touch. Jeg tilbragte de foerste to dage med blot at gaa rundt i byen, spise, drikke kaffe paa de mange groenne plazaer og laese min bog. Omraadet omkring Tarija er kendt for at have Bolivias vinproduktion og 3. dag skulle jeg ud og besoege Valle de Concepcion, en lille landsby 30 km fra Tarija fuld af smaa vingaarde med egen produktion. Jeg havde egentlig besluttet at jeg ville cykle noget af vejen derud, og koere i jeep resten af vejen, men da fyren fra udlejningsfirmaet fortalte at en fransk fyr ville cykle hele vejen foelte min danske cykelstolthed sig truet - saa jeg tog afsted sammen med ham. Vejen mindede maaske mest om alt om Bornholm (for dem som er stedkendte der) med bakker op og ned og op og ned og op! Der gik omkring 1 time foer franskmanden punkterede foerste gang - heldigvis var han ingenioer og jeg kiggede blot paent paa mens han brugte de naeste 40 min paa at lappe den. Jeg fik faktisk en smule flashback til alle de gange jeg har set min far lappe cykel. Saa koerte vi endelig videre  ca. 15 min hvorefter han igen punkterede - denne gang skulle man tro han var hurtigere men nej. Endelig naaede vi frem til det foerste vinsted og saa var hans cykel flad igen! Hvorefter vi endelig skiftede slangen paa daekket og saa var der heldigvis ikke flere problemer med daekkene. Derefter saa vi tre forskellige vingaarde, hvoraf det sidste klart var det sjoveste. Det var saadan en gammel original som havde et vinsted og et hotel og saa skulle vi drikke vin i metervis, hvilket betoed noget med et stort sugeroer og en flaske vin og afgive loefter og citere digte - det hele var meget oemt og hippie-agtigt. Endelig skulle vi hjem og selvfoelgelig for ligesom at goere en god ende paa det hele begynder det at styrte ned 1/2 time inden vi naar Tarija. Vi tog afsted kl 9 om morgenen og var hjemme igen kl 19 om aftenen plask vaade - mine sko er stadig ikke toerre nu snart to dage efter.

Sidste dag i Tarija fandt jeg en butik fuld af maerkevare toej og jeg endte med at bruge 1000 bol. paa Ralph Lauren og Adidas toej. Jeg ved ikke helt hvorfor - her har vi gaaet og sorteret vores rygsaekke og sendt ting hjem. Men det var bare saa frygtelig fristende! Ting at koebe som jeg rent faktisk gerne ville have! Og saa var det stadig ret billigt. Plus det det snart er jul og foedselsdag. Anyways resultatet er at jeg har fyldt min taske endnu engang ;-)

 

I nat tog jeg bussen til Potosi - Soelvbyen hvor Camilla fik klaus og jeg tror jeg skal forsoege mig med minerne i morgen. Der er nemlig ikke meget andet at lave. I dag hvor det er soendag sker der lige knap ingenting. Maaske hvis jeg er heldig kan jeg se Sex and the City paa spansk i aften. heldigvis er det et rigtig fint hostel med film, computer og masser af boeger til at bytte med...

 

Til dem som undrer sig over, hvornaar jeg skal se Camilla igen saa er der efterhaanden kun 2 1/2 uge til vi moedes igen og rejser til Brasilien sammen.

 

Mange kaerlige hilsener

Emilie

 

 

CAMILLAOGANDREASHELTALENEIBOLIVIA

Jeg lever ogsaa stadig. Efter Uyuni-eventyret(som vi vist begge gaar meget let hen over for orker ikke at forklare om kaempe saltoerken, kaempe sandoerken, laguner og et uendeligt antal flamingoer) forlod Emilie mig ved busstoppestedet til la paz med en lille dreng i spiderman kostume klamrende sig til mit ben- jeg raabte forgaeves efter Emilie der skulle redde mig men hun forsvandt grinende i hastigt trav og det hele endte saa uvaerdigt at jeg loeftede ungen i nakkeskindet (eller spiderman dragten) ruskede ham blidt men bestemt og sagde SAA ER DU FAERDIG!. Emilie KOM TILBAAAAAGE, det er uhyggeligt at vaere alene!

Naa, afsted 10 timer i la paz (og direkte fra 3 dage i jeep i uyuni: lidt ondt i roeven), indlogerede mig paa meget dyrt hotel i la paz og saa kabeltv det meste af fredag (og spiste chokolade til aftensmad....og maaske ogsaa muffins til frokost....foelte mig lidt som teenager alene hjemme). Loerdag op kl 5 for at hente Andreas i lufthavnen, sidder meget forventningsfuldt og venter...og venter...og venter..... Ingen Andreas. Han er saa strandet i Miami og pga. juletravlhed er der ingen pladser og maaske kommer han i loebet af et par dage. Meget ulykkelig Camilla ser kabeltv og shopper hele dagen.
Men pludselig soendag morgen da jeg sidder og spiser morgenmad i restauranten staar han i receptionen HURRAAAA! Meget gode overtagelsesevner fik ham paa et fly kun een dag forsinket!

Saa lavede vi ellers ikke saa meget, haengte ud, spiste medbragte piratos og hjemmelavet konfekt (venlig tanke til Mor, Jonathan, Katrine, Simon og Linda) og gik paa restaurant, museumer og i biografen (og saa kabeltv).
Tirsdag tog vi videre sydpaa til Potosi, en meget koloniagtig by med en stor soelvmine som vi selvfoelgelig skulle ned i. 10.000 mennesker arbejder der hver dag (de ejer den selv og deler det lille overskud der er) under selvfoelgelig horrible vilkaar.
Foerst ude at se fabrikken hvor de skiller skidt fra kanel(eller soelv fra sand)- meget improviseret kemisk fabrik (skal cyanid bare staa i spande paa den maade uden laag?) og saa op i minen ifoert overtraekstoej og hjelm og pandelampe.
I starten gaar det ok, man kan godt traekke vejret og der er ikke saa smaat med saa bliver der ligesom bare varmere og varmere, mere og mere stoevet og smallere og smallere som man kommer ind i minen. Da vi paa et tidspunkt (efter at have kravlet paa haender og foedder et stykke vej) skal kravle ned i et lille hul i meget glatte gummistoevler et uvist antal meter ned og jeg ser folk foran mig forsvinde ned i moerket- ja saa slaar det klik (FOR JEG HAR NEMLIG OGSAA SET gyserfilmen "THE DECENT" og at kravle ned i et moerkt hul er IKKE en god ide) saa lille panik anfald og ude i det fri igen, hurra! Andreas som den gentleman han er, ender selvfoelgelig med at foelge mig ud saa ingen af os faar saadan set set nogle minearbejdere men de andre sagde at det var mere af det samme bare i mindre tunneler og en masse stakkels mennesker, saa det var ok at slippe for.

Nu er vi endt i Tupiza (det hul Emilie var i foer) og her sker ganske rigtigt ikke saa meget men sikke et klima: solen skinner paa den der maade den goer i danmark hvor der er varmt men ogsaa lidt koeligt i luften, og der er en plaza med traer og GROENT GRAES, jeg er totalt i dansk-sommer-ekstase (og ignorerer de smukke roede bjerge der taarner sig op onkring os). I morgen skal vi ogsaa ud paa 2 dages ridetur, glaeder mig megameget (Andreas lidt bekymret for sin roev) og saa er det videre til Tarija hvor vi har bestilt vaerelse paa dyrt luksus hotel med pool over julen- og efter jul- hvem ved? Maaske mere kabeltv, maaske Argentina, maaske op nordpaa igen.

Haaber alle har det godt og ikke er alt for julestressede (ok, loegn, haaber I er rigtig julestressede), her savner jeg julen rigtig meget, det bliver lidt saert at fejre den kun ifoert Andreas og en pool. Men jeg skal proeve at overleve!
Knus C

________________________________________________________
Audi, Fiat, Peugeot, Skoda, Porsche, Toyota, Ford - Kelkoo har brugte biler til en hver smag! Klik her for at sammenligne priser.(http://dk.yahoo.com/r/pat/mmb)

emiliealeneibolivia

Hej Allesammen

 

Saa er det blevet onsdag og jeg er stadig helt alene i Bolivia. Torsdag aften efter vores saltoerkentur tog Camilla til La Paz for endelig at moedes med Andreas (den meget savnede kaereste) og jeg tog videre sydpaa til Tupiza. Jeg skal vaere den foerste til at indroemme at det var meget maerkeligt at mangle Camilla. At sidde helt alene i bussen ved siden af en stor tyk mand, som mente han godt kunne fylde halvvejs ind paa mit saede, at ankomme alene og selv skulle bestemme hvor jeg skulle sove og bede om et varelse til 1 person og ikke 2, at skulle gaa ud og spise alene og aftenerne var meget lange - for hvad kan man lave andet end at laese sin bog, sove eller glo ud i luften? (Eller gaa paa internettet, hvilket jeg har vaeret en hel del efter jeg blev helt alene ;-). Den foerste dag var haard... Men saa var det jeg fandt et hotel i Tupìza med pool - faktisk boede jeg paa det bedste vaerelse hidtil, med super morgenmadsbuffet og venligt personale og (glemte jeg at sige) swimmingpool og oven i koebet til ingen penge - og efter 12 timers soevn og en hel dags laven ingenting andet end pool, bog og tusse lidt rundt i Tupiza var mit humoer meget bedre. Jeg fik koebt alt det som Camilla plejede at soerge for saasom et armbaandsur, solcreme, en saks og alle mulige andre praktiske ting.

Dagen efter var jeg klar til igen at spaende vandrestoevlerne paa for at begive mig ud i bjergene omkring Tupiza. Det er nemlig naturen omkring Tupiza, som byen kan. Bjergene har de helt fantastiske farver i det roede, sorte og normalt bjergfarvet, fopruden de har formationer over i "finner", "soejler" og andre former som man vist skal have lidt fantasi for at forestille sig. Jeg havde forinden skaffet et kort over omraadet og begav mig afsted langs jernbanen. Jeg maa indroemme folk glor mere naar man nu er reduceret til kun en gringa og ikke to. Det hjaelper faktisk lidt naar man saa kan svare dem igen paa spansk. Og saa var jeg saa pocahontas (som Camilla ville have udtrykt det) at jeg fulgtes halvdelen af vejen med en kvinde som var paa vej fra en landsby 7,5 km vaek paa vej ind til Tupiza for at vaske toej. Aabenbart er der ikke vand i floden i hendes by og derfor maa hun slaebe alt vasketoej i sit toerklaede spaendt paa ryggen ind til byen for at vaske det?!?

Jeg havde hele tiden planer om at ville ud og ride en flerdages tur men foroejblikket er der ikke saerlig mage turister i Bolivia og der var aabenbart ikke andre som havde den samme skoere ide. Derfor matte jeg betale mere for det fordi jeg gerne ville afsted alene, men Bolivia er saa forfaerdeligt billigt at to dage alene paa hest med en guide koster 350 kr. Det var en rigtig god tur. Jeg er ikke saerlig oevet paa hesteryg men hesten var saa smart indrettet at nogle gange red den med mig og nogle gange red jeg paa den. Isaer naar vi skulle stoppe red jeg paa den, hvilket var godt, og den loeb enormt gerne, endnu et plus! Desuden havde guiden en maerkelig magt over min hest - bare han sagde en bestemt lyd saa loeb den, mens jeg ligesom til tider kunne sidde og forgaeves proeve at sparke mine haele ind i siden paa den (undskyld Camilla!) uden der skete noget som helst. Isaer anden halvdel af turen var fantastisk, gennem chokoladefarvede floder , roede bjerge og groenne, groenne majsmarker. Vi sov i en mikrolille landsby og jeg blev sellvfoelgelig solforbraendt selvom jeg havde faktor 30 paa. Heldigvis var der alligevel tre andre toeser som kom med og det var bare rigtig hyggeligt. Vi spillede kort og saa de obligatoriske musikvideoer med latino-requeton musik med alt for hoej lyd og fik kylling med ris og kartofler - saa klassisk Boliva som det kan blive. Dagen efter vendte vi tilbage til Tupiza og jeg sidder nu med meget ondt i roev, baller og rygmuskulatur. Men sjovt og smukt! Det er nok ikke sidste gang paa hesteryg.

I nat tog jeg saa bussen til Tarija - endnu mere sydpaa. Det handler om noget med vin, argentinsk stemning og noget natur omkring. Indtil videre har jeg faktisk ikke set mere end maaske en haandfuld gringoer, men folk glor forbloeffende lidt og her er meget afslappet. Plus der er ting at koebe og mini malls med toej, tasker og smykker - det hele maa vaere importeret ra Argentina fordi saadan er Boliva ikke! Jeg har lige spist den stoerste og bedste steak (ogsaa fra Argentina) og er meget maet - der er vist ikke saa meget at klage over (andet end Camilla ikke er her).

 

Det er dejligt at hoere fra jer allesammen og I maa endelig snart skrive igen!

Kh. Emilie

 

 

Bjerget

Okay, det var hele tiden mig som gerne ville op paa det der bjerg - Camilla ville aldrig... hun overvejede det nogle uger... maaske kunne det alligvel vaere noget...hvorefter hun igen stejlt og uimponeret erklaerede overfor vores guider at hun altsaa ikke skulle klatre nogle vegne - til deres store forundrelse og forbavselse.

Naa, men starten foerst. Vi endte vores 7 dages trekkingtur ved bunden af Hyuana Potosi efter sigende det lettest tilgaengelige (?) bjerg paa over 6000 meter - naermere 6088 m. Herfra skulle de naeste tre dage gaa med at laere at klatre i is samt at bestige bjerget.

Vi startede med at blive lettere bekymret, da vi var de eneste turister der overhovedet - vi havde faaet at vide at der altid var turister ved Hyuana - derfor begyndte tanken om, at det var en rigtig daarlig plan hurtigt at dukke op i vores baghoveder... Samtidig med at bjerget saa lidt farligt ud, meget hoejt og omgivet at skyer og taage i evig cirkulation saa man kun kunne se toppen af bjerget om morgenen. Lidt spooky!

Foerste dag efter vi ENDELIG kunne tage afsked med vores trekking guide Cesar (han var aabenlyst ikke min favorit) blev vi koert over til et refugio (fint navn for et traehus uden isolering), hvor der heldigvis viste sig at vaere andre skoere turister som ogsaa havde taenkt samme tanke om at bestige et bjerg af is. I alt var vi en gruppe paa 2 canadiske piger, ejeren af tour agenciets soen (20-aarige fodboldspiller og kunststuderende fra La Paz = virkelig gode lunger) samt os to.

Vi blev udstyret med falskt North Face Toej, lange fleeceunderbukser, harness (saadan et sikkerhedsbaelte til at have om laarene og maven som man bliver spaendt fast til hinanden via), kaempe vanter, stoevler som mest af alt mindede om alpin skistoevler bare uden skie, crampons (pigge til at spaende paa stoevlerne) samt en isoekse. Saa var vi ellers klar til at komme ud og oeve isklatring paa gletcheren lige i naerheden af refugiet. Det var rigtig sjovt! Og lidt haardt. Vi oevede os i hvordan man gik op og ned med pigskoene paa, hvordan vi skulles kobles sammen med reb og gaa efter hinanden og saa klatrede vi op af en lodret vaeg vha. isoekser og pigsko. Det var da Camilla hang paa isvaeggen og skulle sparke sine vabeltaer ind i den haarde isvaeg at lyset blev slukket for altid for hende omkring at naa toppen af Hyuana (det er i hvert tilfaelde min teori).

Dagen efter gik vi med vores ting op til High Camp 5200 m. hoejde og der skulle vi slappe af indtil og spise indtil om aftenen hvor vi gik i seng kl 19 for at staa op kl 24 for at paabegynde opstigningen. Stemningen var lettere nervoes, kan jeg sove?, hvad skal der ske? Kan jeg klare det? Der er jo helt moerkt udenfor! Camilla laa og sov soedeligt da vaeggeuret gik kl 24 og det bare var med at komme op, faa smurt sig med solcreme, taget sine 40 lag toej paa, faa spaendt alting som det skulle og skynde sig nedenunder til lidt morgenmad og saa ellers ud i moerket. Jeg skulle gaa/klatre sammen med ejerens soen, samt guiden Miguel (50 aarig klatreabe). Alting udenfor var moerkt og koldt og det var bare med at komme afsted med sin pandelampe og sit grej. Vi gik ned til starten af gletcheren og fik vores pigsko paa, blev koblet sammen i et reb og saa var det bare op ad, op ad, op ad! I lidtfor store stoevler som jeg svuppede lidt i gennem sne og is og samtidig skulle koncentrere sig om at hakke alle 17 takker af sine alpinstoevler ind i isen - puha hvor var det haardt! Det var som at gaa op af i sand men moerkt og koldt og alligevel meget svedigt. Vi kom lidt for sent afsted og stemningen var lidt presset samtidig med mit aandedraet var meget hoejlydt og mine lunger gik som blaesebaelge. Meningen er at man naar toppen til solopgang omkring kl 6. Da vi endelig naaede toppen af den foerste "bakke" gik det videre langs en isskraent hvorefter vi kom til et stykke med store kloefter fulde af istapper. Jeg tog mig selv i at taenke at det her vist er lidt farligt?!? Og saa tog jeg mig selv i at skulle jeg loebe og hoppe og loebe for at komme over nogle af "hullerne" - samtidig med Miguel konstant spurgte mig om jeg var traet - og det var pisse haardt - saa selvfoelgelig var jeg traet! Og jeg var saa meget det savgeste led i den trio. Efter 1 1/2 times moslen og asen mente Miguel vi nok var kommet 150 m op ad i hoejde forskel og der nok var 5 timer tilbage foer vi naaede toppen. Det maa jeg indroemme tog rimelig meget modet fra mig - 5 timer til af det her arbejde plus vi endnu ikke var naaet stykkerne hvor man skulle klatre og min krop i forvejen gjorde ondt sjove steder. Der begyndte tvivlen at melde sig. Da det naeste stykke som selvfoelgelig ogsaa gik op ad langs en skraent som jeg heldigvis ikke kunne se bunden af og sneen begyndte at give sig efter vores ben saa man sank ned i laars dybde naar man tog et skridt meldte jeg fra. Blanding af farlighed, foele sig utryg og bange og den uoverskuelige udsigt til at naa toppen kl 8 om morgenen gjorde at det bare var for meget. Desuden havde jeg stadig floden og den naerdrukneoplevelse lidt i baghovedet. Jeg tror Miguel var lidt skuffet - han havde fablet hele gaarddagen omkring at vi var staerke?!? Aabenbart ikke ;-)

Naa men jeg kom fint ned fra bjerget sammen med nogle andre meget hoejdesyge canadiske piger og en anden syg tysk turist. Det var naesten somom jeg havde det alt for godt - jeg ved ikke... Maaske skulle jeg have fortsat men det hele virkede bare enormt uoverskueligt i moerket og kulden og sneen.

Lige nu er jeg i endnu et lille hul i jorden - Tupiza. Det er faktisk vaerre end Uyuni. Jeg haaber paa at komme ud og ride men udsigterne er vist ikke helt gode...

Det var vist alt herfra - vi har ikke skrevet om vores saltoerkentur, men jeg er helt udskrevet efter min meget foelelsesladede fortaelling om Hyuana.

Kram
Emilie

UNDSKYLD AMBROSIO

Vi lever og undskyld den lange tavshed.
Kender I det naar man ankommer til en lille lorteby (Uyuni), lynhurtigt konkludere at det den kedeligste lille lorteby i verden og det eneste der er at lave er at vaere paa internettet og drikke kaffe. Og midt i en meget lang blog-opdatering(se nedenstaaende) gaar stroemmen for resten af dagen?.
Verdens kedeligste lorteby - stroem = ingen internet eller kaffe= NU verdens aller allerkedeligste lille lorteby. Naa, nok om det. Jeg er tilbage i La Paz efter tur i saltoerken, og her er baade stroem, varm kaffe og meget meget snart meget savnet kaereste (Og Emilie er fortsat sydpaa hvor hendes opgave er at kortlaegge gode bookexchanges og partyhostels:-)).

Der er jo sket en masse siden vi sidst skrev. Vi tog til den der Lago Titicaca (altsaa til Titi-delen i Peru og ikke caca-delen i Bolivia)hoejst beliggende, stoerste soe i verden og ud paa nogle oer hvor der var maegtig fint, og boede hos en familie der grundigt forsoegte at skamme os til at koebe alt deres strikkede artesania: aabenbart naar man bor paa en oe uden vand eller mad eller dyr er der ikke andre indkomst muligheder end at skamme turister til at koebe meget grimme huer i meget grimme farver. Men vi modstod og indtil videre er beholdningen af huer med oereflapper 0.
Naa jo, og saa var der meget blaest: meget lille fiskerbaad i meget store boelger(skal baaden ligge paa siden paa den maade?) de to skibsmaend med lettere nervoest udtryk hele vejen ind til land, man taenker: de ville jo ikke goere det hvis det var farligt. Men jo. det er jo Bolivia, konsulteret sejler og med-turist der var med paa baaden afsloerer senere for os andre (noget soesyge og med fastland under foedderne) at det faktisk var farligt. Saa Emilie var naesten ved at drukne igen igen.
Nok om vand og indfoedte og tilbage til La Paz og igang med doedstrekking.

Foerst og fremmest vil vi (okay kun mig) gerne sige undskyld til Ambrosio: undskyld Ambrosio. Hvis jeg havde vidst at det var dig der skulle baere vores rygsaekke op og ned af alle de bjerge havde jeg taget faerre ting med. Det er bare ikke fair at det altid er aeslet der skal slaebe tingene. Maaske havde vi ikke behoevet 15 kg toej hver. Undskyld. Du maa ikke kigge paa mig paa den maade (aesler kan moenstre et meget indtraengende og bebrejdende blik for dem der ikke vidste det).
Men for at starte ved begyndelsen.
Vi skulle jo paa 7 dages doeds-high mountain trekking som altsammen var Emilies skyld. Startede med at moede vores guide Cesar, ham kunne vi ikke saa godt lide (bare ligesom LIDT for venlig paa en meget kunstig maade), men alligevel noget lettede over at det var en midaldrende, lettere reserveret mand og ikke en ung party-guide vi skulle bruge alle dagene paa at undgaa at blive gift med.
Afsted i en taxi med en masse mad i bagagerummet (hvad der senere viste sig bare mest at vaere en meget stor maengde pasta, ris, ost og aeg) et par timer ud fra la paz hvor vi moedte selskabets 4.(eller faktisk 4.,5. og 6. medlem): den haardfoere campesino og muleter (senere bare Mullemanden)Rogelio, aeslet Ambrosio og hesten Derby.
Foerste moede muligvis praeget af stoerre begejstring og indsats fra min side (proevede at etablere et dybtgaaende og meningsfyldt forhold)end fra Ambrosio og Derby, der mest af alt bare stod og gnaskede graes. Men jeg lod mig ikke slaa ud og plagede konsekvent dyrene med pludren, klap, kaertegn og rester af hakket tun hele turen. Maaske derfor saa mange billeder af livstraette pakdyr paa mit kamera??

Men derfra gik det ligesom bare op op op og ned ned ned og op op op og ned ned ned og op op op og ned ned ned.
Guiden Cesar altid i stoet tempo ca 300 m foran 2 meget forpustede toeser (det var selvfoelig de 4500m hoejde og ikke de tre maaneders apati og atrofi i Rurre der gjorde at vi pustede og stoennede saadan).
Foerste nat camperede vi paa en bjergside, sad rystende af kulde paa liggeunderlag og ventede paa aftensmaden og kl 19.00 var det direkte ind i telten for at faa varmen (efterfulgt af 12 timers soevn da vi altid foerst stod op kl 7 om morgenen uanset hvor tidligt vi gemte os i soveposerne. Emile=lykkelig, Camilla= en lille smule svimmel af al den soevn misbrug) Foelgende sovearrangement kan forresten anbefales: foerst fores telte med 4 liggeunderlag og 2 soveposer, herover laegges 2 ultratykke vintersoverposer, ovenpaa een sovepose hver og inden i: uldne sokker, stroempebukser, skiunderbukser, 2 t-shirts og en fleece samt en lagenpose. Sagde nogle puderum?? Men succes: denne gang froes vi ikke!

Dag 2: op op op ned ned ned op op op ned ned ned og camperede ved en smuk soe ved foden af en gletcher. Froes, spiste, gik i seng.
Fodrede Ambrosio med affald, aesler spiser tilsyneladende: alt madaffald paa naer aeggeskaller og hakket tun. De er altsaa smarte, selvom jeg desvaerre foerst opdagede Ambrosios evne til at fortaere affald EFTER jeg havde smaekkysset ham paa mulen. Damn.

Dag 3. op op op ned ned ned ligeud ligeud ligeud (meget uvant), endte ved foden af 3 gletchere og saa viser det sig at Cesar maaske har regnet en lille smule forkert, fx vidste han ikke helt at vi skulle vaere af sted i 7 dage (super guide) saa vi var vist ved at loebe toer for baade mad og trekking rute, flot loest med den gode plan: "saa I morgen gaar I op paa det der bjerg(peger paa stort ugaestfrit bjerg paa venstre side) og i overmorgen gaar I op af det der bjerg(peger paa endnu stoerre uvenligt bjerg paa hoejre side) mens jeg finder en by at koebe mad i."
Selskabet praeget af lettere utilfreds med aktiveringsloesningen op-op-op-ned-ned-ned-igen-igen-igen og det faktum at vi ikke har mere kaffe.
Dag 4. foelges vi med Mullemanden til toppen af det ene bjerg(Cesar gaaet paa jagt efter mere aeg og ost) hvor vi alle tre bliver enige om at vi ikke kan lide Cesar, og gruppehad hjaelper jo altid paa stemningen.

Naeste dag kulminerer paa toppe af Pica Austria (nr 2 bjerg vi lige kunne loebe op paa toppen af for sjov)hvor vi alle fire er gaaet op (3 timer opad, 5400m over havets overflade) og det begynder at hagle, sigtbarhed ca 1m, stenene er glatte og baade guide og Mullemand bare efterlader os og gaar op til toppen saa E og jeg selv maa balancere paa glatte sten, stakaandede og lettere doedsangste. Ender med at Emilie raaber en masse af guiden om hvor uansvarlig han er at han ikke holder sig taet til os og sikre sig at vi ikke doer. Hvilket hun jo har ret i, selvom han slet ikke forstaar det. Som guide maa kaffe og at-holde-turister-i-live virkelig vaere hans 1. prioritet, ikke?

Dag 6: efter 3 naetter ved soen, er det videre mod Huana Potosi, bjerget som E skal bestige, mere op og ned (og maaske en lille smule mere raaben af guiden fra Emilies side)og og til sidst paa dag 7 naar vi Huana Potosi. Camperer ved foden af bjerget og inden det forsvinder i taagen naar det lige at haanle af os: TROR-I-VIRKELIG-I-SKAL-HEROP?-HA-HA-HA-HA-HA-HA svaerger jeg det sagde(Men Emilie hoerte vist ikke noget, men nu er jeg jo ogsaa meget mere i kontakt med naturen end hun er, ja man kan ligefrem sige at jeg som Pocahontas kan male alle vindens farver frem, hvis man ville udtrykke sig saa poetisk).

Saa for at opsummere: virkelig virkelig smukt high mountain trekking, altid i hoejden ca 4200-52oom, mange mange billeder af meget smukke udsigter og aesler, vil aldrig aldrig mere spise: pasta med tun, pasta med sardiner, pasta med aeg, pasta med ost, pasta med aeg OG ost, pasta med kartofler, ris med ost, ris med aeg, ris med kartofler, ris med tun og ris med sardiner, kun 2 smaa vabler denne gang (selvom de nu ogsaa var meget smertefulde), man boer ALTID medbringe 6 soveposer paa trekking turer og guiden fik ingen drikkepenge.
Og som cliffhanger: hvordan det gik os paa Huana Potosi og derefter......
(Vi venter paa Emilies indlaeg)

Knus C

PS: kan man ikke godt sige at vi har fortjent at gaa med karabinhager paa vores tasker nu (saa man altid kan spaende survivalgear inklusiv cafe latte fast alle steder?)

Find din nye laptop på kelkoo.dk. Se de gode tilbud her - http://dk.yahoo.com/r/pat/mm

FARVEL RURRE fra "the danish doctors that cared the least"

Vi er nu stukket af. Og vi var simpelthen noedt til det.
Byen var bare blevet for lille.
Pludselig dukker vores toejvaskemand op paa klinikken, ligeledes rengoeringsdamen fra vores gamle hostal(naa, ser man det, vaginal sekretion, ja ja da), damerne paa markedet tvinger os til at sidde ned og hoere lange historier om deres boerns sygdomme, hestemanden som vi red hos en af de foerste uger er nu blevet ansat som tjener paa vores stamrestaurant (som jo egentlig er alle restauranter siden der er saa faa)meget akavet, manden der ejer poolen er begyndt at stoppe for os og give os lifts(og vi er DE ENESTE der faar lifts til poolen af ham-hvem sagde for smaa bikinier?), de fyre der meget indiskret tager billeder af os i bikini ved poolen dukker op paa stambaren dagen efter, alle de fyrer vi flirter skamloest med paa vores alt alt for mange byturer de sidste uger- ja de dukker op dag efter dag efter dag, aah det er bare en meget lille by.

Naa jo, og saa har vores venner i Rurre kaaret os som: the danish doctors that cared the least. Hvilket jo saadan set er en titel vi er maegtig tilfredse med. Tilsyneladende var de andre studerende maegtig entusiatiske og kastede sig over alle udslaet og hosteanfald med stor interesse og jeg skal absolut vaere den sidste til at kaste mig over noget som helst med stor interesse med mindre de indeholder alkolhol, og jo, muligvis da Katrina kom med et maerkeligt udslaet sagde vi at hun burde opsoege en laege(vi havde travlt med at drikke jo), og jo, maaske traadte vi over deres koks syge graedende 1-aarige paa doertrinnet til deres bar for at komme ind og drikke hvor vi maaske godt kunne have vist interesse, og ok, til vores foerste foedsel sagde vi maaske at det mest af alt bare var klamt- men fraset alt...nej, de har jo ret.
We just don`t care.
Men vi blev ogsaa kaaret til de skaeggeste medicinstuderende og den titel har vi ogsaa arbejdet haardt for saa den er ligeledes velfortjent.
Saa vi har nu deponeret alt medicinsk grej i en stor kasse og sendt den ud i den orbit der er bolivias postvaesen og er rejst.
Efter 24 timer i bus er vi nu-vupti-dukket op ved lago titicaca, verdens hoejst beliggende soe og her er bare hundekoldt!!!
Ja med hensyn til den her soe er jeg nu relativt uimponeret(vi har ogsaa koert forbi den 4 gange foer) for i bund og grund er det jo bare vand i en poel som ligger hoejt oppe(men det maa man vist ikke sige hoejt), saa i morgen skal vi ud paa en og anden primitiv oe og bo hos en primitiv familie (og det ALT sammen Emilies skyld) og kigge paa det der vand-noget indtil tirsdag. Saa er det tilbage til la paz hvor vi skal pa DOEDSTUR: 7 dages trek(vablervablervablervabler) i bjergene(KOLDTKOLDTKOLDTKOLDTKOLDT)efterfulgt af 3 dages isbjergklatring(hoejdeskraekhoejdeskraekhoejdeskraek)efterfulgt af et meeeeget langt varmt bad som jeg allerede glaeder mig til(fedtethaarfedtethaarfedtethaar).
Og herefter er det hurtigt videre sydpaa saa vi kan naa en 4dages tur i saltoerknene inden Andreas kommer midt i december.
Puha, ferie er altsaa stressende!
Saa i hvertfald er vi nok lidt ude af cirkulation de naeste par uger og det er kun MULIGVIS fordi vi er doede, det kan ogsaa vaere fordi vi ikke er i naerheden af internet(men det er mere sandsynligt at jeg er forbloedt et sted af mine vabler og Emilie er druknet i noget vand)

Knus og freeeeeeeeeeeedom at last,
C

Find din nye laptop på kelkoo.dk. Se de gode tilbud her - http://dk.yahoo.com/r/pat/mm

Gamle nyheder

Saa har vi vaeret tilbage i Rurre et par uger og der sker ikke meget her, andet end hvad der allerede er sket tidligere, og det er somom naar tingene foerst er sket en gang, og endnu engang, og en gang til, saa er det ikke saa spaendende laengere...

En lille opdatering siden vores sidste lange mail. Vi var i Cusco og kunne ikke komme tilbage til Bolivia fordi der var vejblokader og protester i Peru. Vi fik derfor aendret vores flybilletter fra La Paz til Rurrenabaque fra onsdag til fredag og blev i Peru en lille uges tid ekstra. Ingen af os var saerlig kede af lidt mere ferie. Vi besluttede os hurtigt for at tage bussen til Arequipa - efter hvad vi fik at vide var der ikke blokader paa vejen til Arequipa. Det var dog lidt af en oplevelse vi fik os der i bussen. Det var en natbus og en ret stor bus at navigere for chauffoeren. Isaer naar der paa vejene var lagt bunker af store sten og store traestammer paa tvaers og bussen maatte koere fra side til side paa smaa moerke veje for at komme uden om "forhindringerne". Paa et tidspunkt midt om natten vaagner jeg ved at bussen holder stille foran en bro. Broen har tag og bussen er faktisk ret hoej. Vi proever forsigtigt at koere over broen men ret hurtigt sidder vi i stedet fast under broens tag. I stedet for at bakke og give op forsoeger chauffoeren at koere videre - bare uden soltaget. Det virker naturligvis ikke. Vi sidder endnu mere fast og broens tag skraber mod bussens tag og det hele lyder rimelig faretruende. Efter et par minutters skraben giver vi endelig op - bussen maa bakke tilbage fra broen, vende om og aerlig tatlt aner jeg ikke hvordan og ad hvilke veje vi kom til Areqipa - vi blev ogsaa godt 6 timer forsinkede og var foerst fremme kl 12 naeste dag. Arequipa var lidt af en skuffelse for os. Maaske fordi vi havde hoert saa meget godt om stedet, maaske fordi Cusco var saa hyggelig og fuld af fristelser. Ligegyldig hvad er Arequipas placering helt fantastisk omgivet af bjerge. Der er desvaerre rigtig meget trafik i byens centrum og jeg tror mest det var det som vi taendte lidt af paa. Men vi tilbragte alligevel 3 gode dage i Cusco bl.a. Camillas foedselsdag, hvor vi var ude og white water rafte og spiste god mad (som saedvanlig i Peru - vi brugte rimelig mange penge paa bare at spise paa laekre restauranter bare fordi man kunne, fordi i Rurre er der et rimelig begraenset udvalg). Om aftenen var vi ude og drikke drinks med nogle lokale peruvianere - det hele var meget indfoedt! De snakkede deres daarlige engelske til os og vi svarede paa enormt daarligt spansk ;-) Fordi vi forstod ikke deres spanske og de forstod ikke vores engelske. Super loesning. Men de fandt hurtigt ud af at Camilla havde foedseldag saa hun slap ikke for foedselsdags sang paa spansk og foedselsdags drinks.

Paa vejen tilbage til La Paz naaede jeg lige at catche en maveinfektion og laa og braekkede mig hele vejen til La Paz. Heldigvis havde Camilla soerget for poser til mig saa jeg i det mindste ikke skulle gaa ned paa toillettet. Om morgenen naar vi graensen mellem Peru og Bolivia og det hele er lidt af et cirkus. Man skal ud af bussen og hen i et kontor have et stempel og videre hen til et andet kontor og have et andet stempel alt i mens det hele foregaar paa en kaempe markedsplads med boder og fuld af mennesker og meget forvirrende. Jeg er rimelig dehydreret og daarlig og skal bare lige havde det overstaaet og ind i bussen da en politimand vifter os ind paa sit kontor og vi bliver udspurgt om vi tager stoffer. Drogas? Usan drogas? Og vi siger naturligvis nej og toemmer vores lommer for braekposer, haarelastikker og oerepropper. De vil ikke searche os saa vi kunne sagtens have taget stoffer med men det hele var bare maerkeligt. Isaer da de finder ud af at vores busfirma er det dyre, fine Ormeno saa siger de "ahh, ormeno" og lader os gaa.... Meget maerkeligt det hele...

Vi naar til La Paz og ud i lufthavnen hvor vi skal fange vores fly til Rurrenabaque. Ved check-in fortaeller de os at vores fly er forsinket til kl 15.50, hvilket er den tid som vi troede flyet skulle lette normalt. Men stewardessen i skranken fortaeller os at vi burde have floejet omkring kl 12 i formiddags - naa, heldigt for os at vores fly er "forsinket" til 15.50. Og uden flere problemer naar vi Rurre fredag aften - andet end at flyet flyver til Reyes og ikke Rurre - det finder vi dog foerst ud af da vi lander. Men sjovt nok fortaeller ingen os at flyet har aendret destination. Vi skal saa fra Reyes med bus til Rurre og den skal vi ogsaa lige betale for... Suk, man kan kun undres!

 

Siden vi er kommet tilbage til Rurre har vi lavet det saedvanlige. Pool, skonlitteratur, klinikken, spille pool (vi er forfaerdelig daarlige), spise, sove, neglelak og svede. High lights har vaeret Halloween party paa vores stambar Pacha mama med udklaedning fra den lokale second hand butik. Mig i et styks lyseroedt gardin fra Ikea (!) viklet rundt som en "sari" (?) = inder og Camilla i blaat som blaa m&m - det hele meget originalt og dybt gennemgaenkt fra vores side da vi loerdag eftermiddag inden festen stod febrilsk og rodede toejdyngerne igennem i genbrugsbutikken. Men det var et hit - vi var et hit, eller to hits.

Efter vi er kommet tilbage fra Peru er det ogsaa lykkedes os at flygte fra guds udvalgte folk (israelerne) paa vores hostel og hen i et hus som militaeret har. Saa vidt vi forstaar har militaeret (gud ved hvorfor der overhovedet er en militaerbase her i den mest fredelige by ever) et hus til naar de faar prominente militaergaester og de lejer vaerelser ud saadan lidt under bordet og pengene gaar direkte til "el comandante", som staar for udlejningen. Vi havde forgaeves forsoegt gennem flere uger at faa fat i denne el comandante uden held. Enten er han fuld (i tre dage fordi det er hans foedselsdag) eller ogsaa har han vaeret fuld eller ogsaa saa kommer han bare ikke af uvidste grunde. I stedet har vi siddet der og ventet sammen med den soldat som "passer paa" hotellet og som kun taler til vores bryster - han har selvfoelgelig ogsaa trukket nitten med at skulle sidde der hele dagen og se daarligt fjernsyn, men helt aerligt det er naesten pinligt som hans oejne kun er et sted - eller fire steder. Naa men vi bor i det gule hus nu og der er koekken og ovn, nu mangler vi bare ordentlige gryder hvor maden ikke braender paa hele tiden, foruden at man kun kan koebe koed paa markedet i Rurre om morgenen eller om aftenen og ikke paa de tidspunkter vi gaar paa markedet. Men der er helt tille i huset og kun os to og en soldat til at passe paa os. Selvfoelgelig er der ikke noget gardin foran vinduet paa badevaerelset - det skulle da ogsaa bare mangle! Og naar man tager bad er det lidt som at staa paa en scene saa vi tager konsekvent bad med ryggen til. Men soldaten er vist jehovas vidne og jeg ved ikke om man saadan maa kigge paa piger der bader naar man er jehova... Desuden har vi snakket om at han ville se emre hvis han tog til poolen sammen med os. Piger fra bolivia bader nemlig med toejet paa eller evt. shorts og top og lige pludselig er vores bikiner meget upassende smaa og naesten helt porneagtige....

Paa klinikken gaar det fint. Efter at Jorge (laegen fra cuba) er rejst hjem tror jeg doktora Frida er blevet lidt stresset. I hvert tilfaelde sagde hun i mandags til os meget pludseligt "I kan godt tage patienter, kan I ikke?" og saa om tirsdagen paa campo skulle vi lige pludselig selv tage patienter og det har vi saa gjort siden da. Det er ikke super svaert og faktisk rigtig sjovt at blive aktiveret lidt. Vi ser mest lungebetaendelser, abscesser, masser af hudsygdomme (som vi desvaerre ikke aner noget om), diabetes, ledlidelser, smerter alle vegne, halsbetaendelser, astma og andre rimelig tilgaengelige ting. Det foeles bare lidt maerkeligt at gaa fra asken til ilden - vi har ikke lavet andet end at kigge paa, lytte til lunger og undersoege andre smaa ting og skrive recepter for doktoraen (jeg har en teori om hun bare godt kan lide at holde hof og have folk omkring sig som hun kan hundse med) og til at vi skal goere alting selv uden at hun tjecker noget. Og saa nogle gange alligevel stikker hun lige hovedet forbi og kigger bebrejdende paa os fordi vi ikke har lavet en urinanalyse - oejensynligt uden en indlysende grund - eller givet en patient diclofenac. Men det maa man aabenlyst tage med fordi doktoraen er enevaeldig og vi er baare smaa doctoritas...

Vi glaeder os begge til at stikke af og holde ferie om en uges tid. Rurre er kedelig. Alting er det samme og der sker ingenting... Men vi har alligevel ikke det helt store at klage over.

 

Mange kaerlige hilsener

Emilie

 

 

STATUS

Status er so far:
-Vi er tilbage i Rurre.
-Vi laver bestemt ikke noget fornuftigt(der var nogle i DK der havde faaet det fejlagtige indtryk).
-Tarantellen er tilsyneladende doed, vi har ikke set den i flere dage.
-Nogle har spist den sorte abe (serioest).
-Vi har faaet totalt styr paa gynaekologiske undersoegelser: man taeller bare oppe fra og ned og sigter et sted i midten.
-Vi skal til Wally Ball i aften (blanding mellem squash og volleyball)og det er alt sammen Emilies skyld.
-Man bliver solskoldet af 8 timer ved poolen.
-Vi stikker af fra Rurre om 2 uger allerede.
-Vi riverraftede paa min foedselsdag og ingen af os er paene i vaaddragter(men til gengaeld er vi kommet hinanden saa meget naermere efter det syn-man kender bare ikke hinanden foer man har vaeret i vaaddragt sammen, altsaa ikke i samme vaaddragt, hver vores- men sammen)
-Vi har vaeret til halloween fest og Emilie var inder og jeg var blaa MogM (den mest sjaeldne af alle MogMs og den som alle vil have).
-Vi blev meget fulde, meget meget fulde (okay, jeg blev meget meget fuld, kun mig, jeg indroemmer det, det var mig).
-der sker ikke saerlig meget i Rurre(jeg kan kun finde paa 12 ting fra vores liv her og langt de fleste af dem er ikke engang interessante)

C

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd

I MACHU PICHU CIRKUS MED DEN ROEDE HAER

Vi klarede det.
Det var langt og det gjorde ondt. Der var opture og nedture, der var latter og graad, regn og regn og taage og regn og rom og vabler og det var ikke altid koent- men vi gjorde: vi GIK i 4 dage hele vejen til Machu Pichu (hvilket jo papiret lyder som en ganske aandsvag ide naar nu der gaar et ganske udemaerket tog hele vejen).

Vi stak jo af fra Rurre for en uges tid siden og tog til Cusco i Peru, dejlig dejlig by, og vi shoppede og aad, shoppede og aad og akklimatiserede og aad.
Onsdag aften er der infomoede paa det agency vi skal med til machu pichu, hmm total overgearet guide paa et og andet han selv paastaar er "coca blade" meeen yearh right....udover os er der 6 par (E og jeg foelte os som det meget lesbiske indslag), og alle har saa lejet: ekstra varme soveposer, vandrestave(helt aerlig- vandrestave???), ekstra komfortable liggeunderlag og- ikke mindst- en stakkels peruviansk nisse til at slaebe deres bagage op af bjerget???
DET ER SNYD!!! E og jeg har ikke lejet noget og skal som de eneste baere vores egne ting hele vejen op- naerighed/staedighed/forkaempere for stakkels peruvianske baeres rettigheder/undskyldning for at gaa bagerst hele vejen- perfekt image.
Torsdag blev vi saa hentet kl 4.30 paa vores hotel af 3 maend i roed uniform, ind i kaempe tourbus hvor vi moedes af klapsalve fra en uidentificeret maengde maend i roedt bagerst i bussen. Afsted nogle timer til km 82 hvor turen starter.
Alle parrene faar uddelt deres stave som er det eneste de skal baere mens resten af luksus tingene pakkes paa ryggen af smaa maend: E og jeg: store tasker paa ryggen og hysterisk nervoest fnisende begiver vi os ud i det fantastiske landskab. Det gaar stoet derudaf og efter ca 30 min overhaeles vi af 20 smaa maend i roede LLama Path uniformer der i strakt galop og med ikke mindre en 25 kg hver paa ryggen spurter afsted for at komme til frokost campsite saa tidligt at de kan vaelge os det bedste site og lave mad til os til naar vi naar frem.
Det er jo ikke en vandre tur- det er en haer!
De har ikke mindre end spisetelt, koekkentelt og stole til alle, samt sovetelte og liggeundelag og alle de andres bagage med. Hmm, ja ja vi er rigtig ude og roughe den.
Foerste dag gaar fint og stoet, mega smukt lidt opad lidt, nedad og lidt ligeud, starter i 2500m hoejde, naar frem til frokost lejren nogle 100m hoejere hvor vi modtages af klapsalver af Den Roede Haer, der er varmt vand og rene haandklaeder til alle saa man lige kan vaske sig inden der er 3 retters frokost menu(helt fantastisk mad foroevrig) og eftermiddags the og saa videre opad opad.
Den sidste del var lidt haard men heldigvis er hyperaktiv guide Freddie med os hele vejen hvor han ligesom bare taler og taler og taler og taler og taler. Han er noget af en smart-guide type men indroemmet: han faar virkelig distraheret os fra alt det ubehagelige smerte ved at gaa og gaa. Overhaeles selvfoelgelig af haeren efter et par timer og da vi naar frem til aften campen er der udsigt over alle bjergene, teltene er slaaet op, vandet er varmet op til at vaske sig og igen: 3 retters menu. Og klapsalver (det begynder at blive lidt pinligt det hele: mens vi har kaempet os afsted med smaa maaske 8 kg paa ryggen har de loebet hele vejen og gjort det hele klart til os naar vi naar frem). Resten af gruppen har det fint med det men vi er lidt pinlig beroerte over det hele. Er ikke vant til at have 20 smaa nisser til at loebe om benene paa een og ordne alting- og saa snakker de Quechua indbyrdes saa vi ikke forstaar hvad vi siger.
De er meget soede, men det foeles bare meget overklasse/underklasse agtigt det hele. Men meget komfortabelt og vi har saaledes overlevet dag 1 og er meget stolte af os selv.
Dag 2 er et helvede.
Fantastisk morgenmad, solen skinner og saa afsted. OPAD. OPAD.OPAD. Foerst en stigning paa 900m, tager ca 3 timer, alt for hoeje trappetrin paa trappètrin paa trappetrin, tasken er pludselig meget tung og vi er pludselig meget bagud fra de andre. Vi tager det meget langsomt og stabilt, gisper efter vejret, ikke meget ilt i knap 4 km hoejde, det var sgu sejt og vi ankommer til toppen af Dead Womans Pass(det tror sgu pokker den hedder det) som de aller aller sidste- heldigvis er bagtrop guide saa taktfuld at han holder behoerig afstand fra os hele vejen op saa vi faar lov at gaa og bande lidt for os selv). Men paa toppen er der bare fantastisk!
Og saa er det lige en nedadstigning paa ca 500m, aah oemme laar oemme laar. Saa er der frokost og saa begynder det at regne, efter frokost er der et pas til, ca 400m opad i regnvejr, taske endnu tungere, der grines hysterisk(og bandes lavmaelt)og passet passeres og saa en nedadstigning med et fald paa nogle hundrede meter igen paa meget store trappe trin, av av av av av av av, oemme laar oemme laar. Og endelig naar vi frem til lejren og har overlevet dag 2: meget meget stolte, meget meget rom til at fejre det. Meget fugtige telte.
Sover med: stroempebukser, ekstrasokker, skiundertoej, tshirt, fleese troeje, hue, vanter og halstoerklaede og fryser hele natten.
Naeste dag regn og taage men dejlig dejlihg tur med bloede bakker, desvaerre ingen udsigt pga taagen men det er ogsaa ok. Dagen slutter tidligt med et varmt bad og en opklaring saa alle de fantastisk bjerge dukker op(bare rolig vi har nok tilsammen 200 billeder af der...)
Saa blev det sidste dag, her skal vi naa frem til Machu Pichu, op kl 3.50, morgenmad, ned at staa i koe til porten til trekken aabner(her roeg oplevelsen lidt; det var meget som at vaere til udsalg i Bilka) porten aabner - og hvad sker der????
Folk begynder rent faktisk at loebe. Efter 3 dages trek loeber de rent faktisk de sidste 2 timer for at naa frem til machu pichu, der har staaet der i 500 aar.
Tror de den forsvinder eller hvad??? Synker godt nok 2 cm hver 5. aar- men stadigvaek?
Foeler mig meget fremmedgjort fra hele oplevelsen, og lader alle 198 andre turister overhaele (vi starter 200 om dagen paa trekken) og saa faar vi hele ruten faar os selv og kan nyde de sidste timer til fods, det gode vejt, den fantastisk udsigt og naar omsider frem til solporten hvor Machu Pichu aabenbarer sig som et postkort og det er et stort oejeblik og vi er meget stolte.
Resten gaar lidt i selvsving, mange turister, mange ruiner, vores guide giver en fin rundtur og saa har vi nogle timer for os selv i ruinerne, men vi er traette og solen steger og vi er i 2500 m hoejde og der er graenser for hvor mange sten man kan beundre saa vi laegger os i skyggen af en sten og slapper af. Ned i byen ved floden til frokost og saa sidder vi med 6 andre fra gruppen og drikker oel til toget gaar tilbage til Cuscu kl 18- og vi kom tilbage igaar aftes, meget traette, meget oemme og meget meget stolte.
Det var noget af et cirkus men det var en fantastisk oplevelse og trekking er helt sikkert noget vi skal goere igen. maaske ikke lige det samme show igen, men at gaa og gaa og gaa er bare helt fantastisk terapeutisk. Og nu er vi strandet i Peru for vejene er blokerede saa vi kan ikke komme tilbage til Rurre idag som planen er.
Saa i stedet skal vi hen og have pedicure!
Knus C

________________________________________________________
Audi, Fiat, Peugeot, Skoda, Porsche, Toyota, Ford - Kelkoo har brugte biler til en hver smag! Klik her for at sammenligne priser.(http://dk.yahoo.com/r/pat/mmb)

High lights fra Inka trail

- Vi er de eneste i vores gruppe, som ikke har smaa peruvianske 20 aarige fyre fra det peeruvianske campo til at baere vores soelle 8 kilos oppakning de 45 km. til Macchu Pichu. Gang paa gang maa vi derfor besvare spoergsmaalet om vi bar vores ting selv. Til sidst sagde vi bare ja...

Egentlig maerkeligt at de andre friske unge fyre og piger (som kunne gaa meget hurtigt) ikke ogsaa bar deres ting selv.

- Vi er de eneste i vores gruppe som ikke er et par. Med to mandlige guider og 20 smaa peruvianske portere (baerere) var det bare helt fantastisk - isaer da den ene guide tydelig vis er meget pigeglad og gerne vil holde i haanden og gaa sammen med os. Naar han moeder sine venner paa vejen, kan de saa kommentere paa spansk og cechua (hemmeligt, meget maerkeligt sprog som de snakker ude paa landet) om hvor heldig han er at gaa sammen med saadan nogle eksotiske chicas. Heldigvis kan vi da forstaa lidt af hvad de siger. Og der gjorde vores ensomme rygsaekke ikke ligefrem situationen bedre. "Las vikangas danesas" !?! Efter 2 dage har vi begge to afvist ham og han snakker ikke til os laengere. Sjovt nok tilbringer vi den anden halvdel af turen sammen med den anden guide - eftersom vi altid var de sidste og det altid var en af guiderne som dannede bagtrop.

- 1. morgen da vi skal op kl 6 om morgenen og den ene guide plus portere bliver ved med at staa udenfor vore telt og sige good morning og selvom vi ogsaa siger good morning gaar de ikke vaek igen - why?!? Vi sidder inde i teltet er er tydeligvis vaagne - hvad er det de vil have? Saadan forsaetter situationen i 5 min. indtil en anden hollandsk fyr fra vores nabotelt forbarmer sig og fortaeller os gennem teltvaeggen et de er parat med the og der staar 5 fyre foran vores telt med "soelvbakke" med kopper og varmt vand... Hvorfor sagde de ikke bare at det var det de ville?

- 2. dag da vi skulle gaa op af i 4 timer i op till 4000 m. hoejde med rygsaekke - puha! Out of air!

Men vi naaede toppen.

- 2 dag da det begyndte at styrte ned og vi stadig skulle fortsaette med at gaa - og regnen fortsatte 3. dag med. Det var skoent og vaadt! Meget vaadt! Godt vi havde mange plastikposer, gode stoevler, regnjakker, regnslag og gode rygsaekke.

- Selvom det maaske lyder lidt tought (og vi nogle gange var ved at doe!) skal man lige huske, at vi stadig havde 20 peruvianske drenge som hver isaer bar 25 kilo med mad, telte, cooking utensils og de andres oppakning som gjorde alting for os - hver morgen blev der som fortalt serveret the i teltet. De slog vores telte ned. De lavede mad, de ryddede op, de gjorde vaskebaljer med varmt vand og saebe klar til os morgen og aften. De slog et "madtelt" op til os med stole og borde og serverede 3 retter til baade frokost og aftensmad og en morgenmad som man heller ikke kunne klage over. Og ikke at forglemme saa loeb de den rute som vi gik (eller maaske er gik overvurderet - nogle gang var det 20 skridt af gangen og pause og 20 skridt og pause). Respekt! Og en lille smule daalig smag i munden over udnyttelsen af fattige, arbejdsomme unge fyre fra smaa peruvianske landsbyer.

- Aftenen 3. dag hvor vi naar til at skulle sige farvel til porterne og kokken og vi faar stukket to konvolutter i haanden hvor der staar tips for the porters og tips for the cook. Meget maerkelig situation fordi vi i forvejen havde betalt 440 usd for en 4-dages tur og med 14 turister giver det et budget paa 30.000 dkr. og vi forstaar ikke helt hvorfor der ikke er penge nok til at betale alle medarbejderne tilstraekkeligt.

- 4. morgen da vi endelig naar Macchu Pichu og cirkuset virkelig starter. Vi staar op kl 4 om morgenen og der bliver aabnet til stien ind til Macchu Pichu kl 5.30 hvorefter alle af uvidste aarsager begynder at loebe?!? Camilla og jeg staar lidt og kigger - foerst proever vi ogsaa at gaa lidt hurtigere men foeler os hurtigt somom vi var i Bilka til koeudsalg og beslutter os for at gaa stille og roligt og nyde turen i stedet for. Cirkus Macchu Pichu. Vi har jo alligevel faaet at vide at ruinerne "kun" synker 2 cm. hver 5. aar (eller noget lignende) saa vi burde kunne naa det indenfor tidsperioden.

 

 

 

 

VI LEVER DEL II

Det blev saa weekend efter den taarevaedede afsked med Hospital Rurrenabaque, og for at drukne smerten ved det store farvel proevede vi alle happy hour drinks paa Mosquito bars menu kort fredag og loerdag var det fantastisk vejr, saa op til den nye pool paa den naermeste bjerg skraaning, et helt fantastisk sted med en stor pool med koldt, rent vand(det er altsaa luksus i junglen) og fantastisk udsigt- og det bedste af det hele: nede i poolen er der ogsaa en "strand" saa man kan ligge i poolen og faa sol samtidig: det er bare himmelen.
Anyways, Emilie blev selvfoelgelig friturestegt, saa maaske solbadning i pool er en daarlig ide.
Loerdag aften var vi til barbeque paa det lokale gringo haeng ud sted(men da der ikke er mange gringoer er det mere bare en lille selekteret flok af lokale udlaendinge), det var godt, masser og masser af vin, aah det var tiltraengt(vi drikker OVERHOVEDET ikke nok herovre, jeg er noedt til at begynde at spike Emilies cola light med Rom tror jeg).
Soendag.......nu er det jo ikke saadan at vi ikke laver andet end at ligge ved poolen, nej nej, langt fra, soendag ringede vi til et hotel paa den anden side af floden i junglen, som man kun kan komme til paa baad, og de kom og hentede os og sejlede os derud, saa vi kunne ligge og sole os ved de naturlige kilder (altsaa IKKE ved poolen), det var meget fredfyldt da vi var de eneste mennesker, meen maaske lidt for naturligt til min smag.
Jeg foretraekker naturen azur blaa og lugtende af klor. Eftermiddag sluttede med at 30 unge bolivianere kom og badede i deres shorts og tshorts og E og jeg ligesom laa der i vores pludselig MEGET smaa bikinier. Saa tog vi hjem. Alt i alt en god weekend med masser af sprut.

Mandag var vi tilbage paa klinikken, stille og roligt, eller faktisk ikke da den cubanske laege havde toemmermaend og ikke dukkede op og Frida maatte klare det hele selv, hvorfor vi blev bedt om at komme en la tarde for at hjaelpe hende. Fint nok. En la tarde kommer saa Rurres prostituerede for at blive podet for koenssygdomme. Hmm. Frida laver lige et par stykker, hvorefter hun beder os lave resten og forlader stuen.
Saa staar vi ligesom der. Jeg havde ikke forstaaet at vi skulle lave dem, men bare troet at vi skulle goere klar, saa jeg faa hentet en prosti ind, lagt hende paa briksen og gjort instrumenterne klar, Emilie med podepinde om mig med spekel(dims man stikker op i skraervet) hvorefter E paa dette tidspunkt vaelger at goere mig opmaerksom paa at jeg skal lave proeven. Saa staar vi ligesom der og stirrer paa hinanden. Der fnises maaske lidt. Jeg kigger lidt, ja nu har jeg jo ikke tilbragt SAA meget tid mellem en kvindes ben foer saa oehh....bum bum...Prosti spoerger om vi overhovedet er laeger, hvilket E bestemt forklarer at vi skam er. Jeg faar identificeret hullet men det er altsaa ikke bare lige saaden af faa det der redskab derind og da det hele bliver for pinligt traeder E heldigvis i karakter og faar resolut dimsen derind og taget en proeve fra et og andet sted derinde.
Hmm, skulle man forklare laegen at vi ikke har haft gynaekologi????
Naa, men der kommer flere og det gaar meget bedre, efter vi har fundet glidecremen og et fast haandgreb. Aah det var sjovt.
Anyways, eftermiddagen toppede da jeg gjorde klar til at lave en gynaekologisk undersoegelse paa en transvestit, heldigvis faar Emilie stoppet mig inden det hele endte for pinligt. Men nu har vi i hvertfald stiftet bekendtskab med den mere moerke side af Rurres natteliv, hvilket bla. omfattede den 16aarige dreng der var klaedt som en pige om arbejdede som prostitueret, lidt trist.

Naa, tirsdag skal vi saa paa en 2 dages tur paa campo (campo er alt landet uden om Rurre, dvs. der hvor de meget fattige mennesker bor). Vi skal moedes 7.30 og vi er der selvfoelig punktligt, de andre kommer saa i loebet af en halv times tid, ja undtagen den cubanske laege der bare ikke kommer, men ham faar vi stoevet op i sit hus i naerheden. Saa er det afsted i jeep, foerst over floden som er at koere ud paa en stor toemmerflaade som saa traekker bilen over, meget trovaerdigt alt sammen.
Naa, saa er det fire timer nordpaa paa bulet jordvej, heldigvis i en meget god jeep, landskabet er boelget, mest med store graesarealer med koer og heste afbrudt af taettere skov arealer og sporadisk placerede hytter af jord (luksus udgaven er af trae) med tag af blade eller blik, med grise, hoens, koer, hunde og boern omkring, af og til en skole som kan vaere af sten og maaske med et tag og ret ofte er der maerkelige kirker fra ekcentriske religioner, og skilt efter skilt efter skilt med navnet paa denne og hin communidad som aabenbart ligger der(men altsaa, der ikke andet end skiltet...). Bl.a. ligger Ny Palaestina paa denne side, der skulle E og jeg snart ud og give vores stoette. Men det er jo en helt anden historie.
Vi naar frem til der hvor kliniken skal vaere, som er en graesmark med en stor lerhytte og her sidder saa folket der bor omkring og venter paa os. Det er meget sjovt at se dem i deres naturlige habitat. Igen: mange beskidte boern, daarlige taender og en masse slidgigt. Men klinikken behandler ogsaa fx epilepsi, hjertesvigt og forhoejet blodtryk paa campo, bagefter op i jeepen igen og et par timer videre til anden landsby hvor vi overnatter i telt, spiser ris med ubestemmeligt dyr i moerke i en jordhytte og sover paa jorden mens vi proever ikke at klaebe til hinanden mens vi sveder. Gaar i seng kl 8 for der er ikke mere lys men virkelig mange myg.
Livet paa campo LYDER bare meget mere romantisk end det er.
Naeste dag er der igen klinik i landsbyen, flere daarlige rygge og daarlige taender og saa tilbage til Rurre.
Paa turen tilbage punkterer vi for anden gang. Dvs. ikke flere ekstra hjul. Og vi er lige naaet en time ud fra den naermeste by, paa en vej uden et eneste sted med skygge og det er nok 45 grader i solen. Jorge, Antonio og Lola griner og pjatter, jeg synes vist ikke det var HELT saa sjovt som de gjorde, det er vidst den bolivianske way, men grinende og jokende gaar de igang med at skifte slange paa hjulet og pumpe det og med en lille bitte cykel pumpe og efter halvanden time er vi klar til at koere videre. Og de griner bare??? Kunne I lige se fire danskere i en punkteret jeep i midten af ingenting med en cykelpumpe? Hvem tror I vi havde slaaet ihjel foerst i arrigskab?
Vi naar sikkert hjem og HELDIGVIS er naeste dags tur paa campo aflyst og i vores stille sind takker vi gud for en ekstra dag ved poolen- tror det er meget fint med fordelingen: campo paa landet og os i byen-nej, der er meget sjovt at komme med ud og vi faar virkelig set landet og folkene og man oplever jo et folkefaerd helt anderledes naar man kommer hjem til dem i deres landsby og hoerer paa alle deres klager.
Og nu er jeg helt oer i hovedet af at skrive saa orker ikke lige at beskrive loerdags meeeget lange bus tur(ca 28 timer) til Cusco, Peru hvor vi er nu, og skal bestige Machu Pichu torsdag.
Her er rigtig dejligt, Peru er lige DET mere komfortabelt end Bolivia og endnu bedre- her er RIGTIGE butikker og de tager VISA kort!!!!
Knus C

__________________________________________________
Bruger du Yahoo!?
Er du træt af spam? Yahoo!Mail har den bedste spambeskyttelse, der findes
http://dk.mail.yahoo.com

Vi lever del 1

Hej allesammen!

 

Ja, vi ved godt der er gaaet et godt stykke tid hvor vi ikke har faaet opdateret bloggen, men vi er stadig i live og har det forbloeffende godt! Sidst skrev Camilla vist nok en lidt bitter email om daarligt vejr, israelere uden respekt for andre mennesker og et lidt frustrerende hospitalsophold med ligeglade laeger... Naa men der er i hvert tilfaelde sket store forandringer siden da. Vi havde hoert om et sundhedscenter i Rurrenabaque via Katrina (ejeren af vores favorit cafe-bar i Rurre). Saa mandag for ca. 2 uger siden da det stadig regnede, overlaegen var til moede og der derfor absolut INGENTING var at lave paa hospitalet og det var gaaet op for os at de ikke engang kunne vores navne tog vi os sammen og gik hen til Proyecto Rio Beni. Vi fik fremstammet paa perfekt spansk fra Camillas side, at vi gerne ville komme og tilbringe nogle dage sammen med dem og vi aftalte at vi skulle komme igen onsdag. Onsdag kom vi saa og de tog simpelthen saa paent imod os og praesenterede det hele for os. Det er et amerikansk funderet sundhedsprojekt som 3 dage om ugen (man, ons, fre) har konsultation i Rurre og 2 dage (tirs, tors) om ugen tager paa landet hvor de laver konsultationer i communidades, som de kalder dem (landsbysamfund). Normalt plejer der at vaere 2 amerikanske laeger og 1 boliviansk laege. For oejeblikket har de ikke kunnet faa fat i nogle amerikanske laeger og der er en cubansk laege i stedet. Rurre ligger paa den ene side af flodbredden og ovre paa den anden side ligger San Buenaventura (en anden landsby) hvor der ligger et hospital med cubanske laeger. Klinikken i Rurre samarbejder med det cubanske hospital samt et cubansk hospital i La Paz. Patienterne i Rurre betaler 15 bol. (10kr) og derefter er alle noedvendige undersoegelser og medicin gratis - ogsaa selvom de har brug for en operation eller stoerre udredende undersoegelser. Patienterne paa landet (eller campo som det hedder her) betaler 2 bol. og der gaelder samme betingelser for dem med undersoegelser osv. Udover to laeger er der en sygeplejerske, Lola, og en farmaceut/biokliniker, Antonio og en administrator, Josa. Det var lige en lille introduktion til klinikken.

Naa men vi kommer saa der onsdag og noget af det foerste den bolivianske laege doktora Frida spoerger os om er hvorfor er I ikke kommet noget foer? Aaebenbart "plejer" de danske studerende som tidligere har vaeret i Rurre at komme der efter en uge paa hospitalet - vi har saa tilbragt mere end 3 uger og virkelig proevet at give det en chance og faa mest muligt ud af det og kommet trofast hver dag og eftermiddag (og de kan ikke engang vores navne...). Hvad mere er at vi pludselig kan genkende den medicin de praktiserer - der er god sammenhaeng mellem patientens symptomer, de objektive fund og den behandling som de paabegynder plus at de foretager parakliniske undersoegelser. Fantastisk! Desuden gider de godt have os med baade Dra. Frida og den cubanske dr. Jorge (som dog er saa uforstaaelig at vi ligesom ofte bare sidder som et stort spoergsmaalstegn og siger que? eller diskret proever at slaa op i vores ordbog fordi han bliver lidt fornaemet hvis han opdager at vi slaar ord op fordi han gerne vil forklare os det - besvaerligt naar han snakker saa maerkeligt!).

Og saa var onsdag ogsaa en god dag fordi skyerne forsvandt og solen endelig kom frem - i bogstaveligste forstand! I 4 dage havde det regnet og vaeret koldt og onsdag blev det igen varmt og vi kunne tilbringe onsdag eftermiddag ved poolen - yes!

Fredag er det konsultoriedag og doktora Frida skal holde sexual undervisning for en af Rurres skoler og vi tager med. Noget af en oplevelse. Frida starter med paa bedste anatomi forelaesningsvis at fortaelle om de kvindelige og mandligekoensorganers anatomi. Dernaest koerer hun loes med koenssygdomme som hun gennemgaar for de stakkels 15 aarige paa mikrobiologisk nivaeu med navn, symptomer, udseende, smittemaade og mulige foelger af infektion - selv syfilis fik de i alle tre stadier. Men ud over det har hun bare mega mange billeder med af saar og udslaet og sekretioner fra diverse koensorganer og det er ikke smukt! Og der er mange rigtig grimme billeder! Mig og Camilla fik ogsaa lige genopfrisket vores infektionssygdomme der... Saa var det tid til praeventionssnak!?! Der snakkede Frida meget varmt om metoder som Camilla og jeg slet ikke kendte. Foerst og fremmest kalender metoden - de foerste 9 dage af kvindenscyklus maa man gerne have relationes sexuales de naeste 9 dage "no puede" maa man ikke og de sidste dage indtil man skal have sin menstruation maa man gerne igen. Alt det her kendte alle eleverne til og kunne sige i kor "no puede, si puede" osv. Helt skraemmende. Saa anbefalede doktoraen 2 kondomer for at vaere helt sikker og kondomer jo sprang for et godt ord. Der stod vi saa igen og kiggede lidt rystende paa hovedet paa hinanden. Saa naevnte hun lige p-pillen (men det virker som om at det er meget svaert for bolivianere at skulle tage en pille paa samme tid hver dag). Og til sidst var der den obligatoriske putte kondom paa lang tingest under megen fnisen. Frida fortalte os at det var den foerste skole i Rurre hvor hun underviste og forhaabentlig skulle hun til at undervise nogle flere steder snart.

 

Det var alt for mig fra nu Camilla tager over og fortaeller mere om den foregaaende uge...

Forresten har jeg faaet virus paa mit memorykort af at uploade billeder til bloggen - er der nogen der ved noget om det og om det er farligt for kameraet?

 

Mange kram

Emilie

Klinikken vil gerne have at vi bliver hos dem som praktikanter og det bliver vi rimelig hurtigt enige om. Saa fredag efter "arbejde" gaar vi op paa hospitalet for at fortaelle dem at vi er der og ikke "ved" hvornaar vi kommer igen. Den eneste der overhovedet bliver lidt ked af det receptionisten som vi kun har sagt godmorgen og god eftermiddag til. Virkelig soergeligt... Laegen virker ligeglad og spoerger bare om vi har brug for noeglen til laegevaerelset.

I pampas cirkus med Guds Udvalgte Folk

Saa er uge 4 paa hospitalet startet.
Vi har netop overstaaet en meeeeget lang weekend. Havde planlagt super rom og cocos drinks fredag men jeg blev saa traet af at have daarlig mave at jeg opstartede antiparasit kur kort foer- og den var desvaerre ikke forenelig med alkohol indtag(totalt skod antiamoebemiddel), saa INGEN alko. Skuffelse nr 1.
Vi havde ingen planer i weekenden for vi skulle arbejde paa vores teint ved poolen efter at have power svedt ele ugen i kitlen. Fredag aften (hvor vi sidder meget aedru og kukkelurer paa en bar)begynder det saa at regne og regner herefter uafbrudt indtil idag mandag kl ca 10. Skuffelse nr 2. Mega koldt, blaeser af helvedes til, lange bukser og to troejer og hyggeligt UDENDOERS faellesmiljoe pludselig lavet om til meget vaad og vindomsust terasse. Suuuuk.
Og saa sker der selvfoelgelig det at endnu en isarelsk gruppe paa magisk vis materiliserer sig selv IGEN og besaetter hostellet til endeloese aftner med raaben og skrigen paa hebraisk- jeg ved godt at det bare er saa politisk ukorrekt ikke at kunne lide joederne men jeg kan bare virkelig virkelig ikke lide dem.
Okay, det fortjener maaske en forklaring.
Hele mit had til dette forfulgte folkeslag startede for ca halvanden uge siden. Vi skulle paa pampas tur med et tour agency og glaedede os meget. Paa vores hostel boede en stoerre gruppe israelere som larmede meget, ikke taler andet endhebraisk og altid raaber til hinanden paa tvaers af hostellet men okay, den slags sker.
Med paa turen er en soed fransk pige, en irsk pige, os to samt en israelsk par fra samme hostel som os andre, som vi selvfoelgelig ikke havde talt med foer(laes: da de kun taler med andre israelere).
Foerst koerer vi ca 4 timer paa meget ubehagelig grusvej, og saa i baad paa floden hvor der er FYLDT med krokodiller og maerkelige dyr der hedder capivaras-eller-saadan-noget og vist er en slags gnaver men ligner en blanding mellem en gris og en baever, og masser af forskellige oerne og masser og masser af storke (dk maa altsaa give op med det der storke-noget, Bolivia goer det saa meget bedre), det var saa fint. Vi boer i en ok hytte paa flodbreden med EGNE senge (som de gjorde meget ud af at pointere da vi koebte rejsen- hvad var alternativet? Een stor dobbeltseng eller hvad?). Og forbi kommer baad efter baad med flere turister der alle skal paa sammen cirkus-tur som os.
Naeste dag er det ud at gaa med guiden paa pampas(der er en sump men helt toer da det er vinter) vi ser strudse og strudseaeg og fugle og en soe fyldt med krokodiller og til sidst finder vi saa en anakonda. En kaempe stor een der ligger og soler sig uden foran sit hus, vi tager en masse daarlige billeder af den inden den skynder sig ind i sikkerhed- hvorefter guiden griber fat i halen paa det store, vilde, truede dyr og spoerger om publikum oensker at har hiver den ud igen saa vi kan faa nogle ordentlige billeder!???
Selvfoelgelig skriger vi nej nej, vil du omgaaende slippe dyret... undtagen det israelske par som insistere paa at han skal hive den ud saa hun kan faa et godt billede??? Har hun nogensinde hoert mod Googles billedsoegningsfunktion??? Hvordan kan man faa sig selv til at sige det? Selvfoelgelig vil vi alle sammen gerne se slangen rigtigt, men for helvede, man ved jo godt at det kan man ikke tillade sig at goere. Anyways, kaempe skaenderi, parret synes ikke der overhovedet er nogle grund til at vaere paa pampas hvis man ikke maa torturere de vilde dyr. Lidt senere siger guiden til os andre at han vil lede dem ud paa jagt efter en anakonda de kan torturere og tage billeder af men ikke vise dem noget og at vi andre bare kan vente her... og 30 min senere er de tilbage og har selvfoelgelig ikke fundet nogen slange. Yarh right han ikke viste dem en slange.
Naa, resten af turen (2 dage mere) naegter parret at snakke med nogle andre en dem selv, det er virkelig ubehageligt og det eneste tidspunkt i loebet af weekenden hvor de siger noget paa engelsk er da vi passerer en anden gruppe israelere der er igang med at slaa en krokodille med en guitar og fyren begejstret udbryder at vi skal sejle derhen og proeve det samme. Fantastisk respekt for liv.
Konklusion paa turen: naturen gjorde det virkelig godt, super mange dyr og solen er roed som blod men spaendingerne i selskabet var saa anstrengende at mandag morgen paa hospitalet var helt fantastisk afslappende ved sammenligning: hvad vi foer havde synes var mega svaert og anstrengende var nu saa nemt og simpelt: i det mindste var der ikke nogle der hadede os der (saa meget).
Hvilket foerer mig frem til at jeg hader Israel og holder med Palaestina fra nu af. Jeg ved godt I taenker: det er jo bare eet par du har moedt, man kan ikke doemme et helt folkefaerd ud fra det. Og til det vil jeg bare sige: efter 3 uger paa vores hostel har jeg nok moedt 50 israelere(laes: hoert 50 israelere raabe til hinanden paa hebraisk i haengekoejerne og ignorere os)og jo, man er altsaa udemaerket i stand til at doemme et helt folkefaerd ud fra det.

Men nu er det i hvertfald mandag efter verdens laengste weekend, og udover israelere paa hostellet bor der en tarantel paa vores badevaerelse, saa vi overvejer lidt vores bolig situation og flytte til et dyrere sted (i haab om at undgaa israelere og taranteller) men nu maa vi se.

Kom tilbage sol, vi skal for helvede vaere brunere brunere.

Naa jo, og saa har Emilie forloest sit foerste barn, det var bare saa slimet at se paa.

Knus Camilla

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd

Flere heste

Rurrenabaque paa hesteryg

Alligatorer som slet ikke er farlige ;-)

Os paa pampastur nu med lilla blomst

Og saa var det foerste billede vores bolivianske familie

Hospitalet i Rurre

Spaending i hverdagen

Vi er godt i gang med vores anden uge paa hospitalet og der er mange nye indtryk dagligt baade fagligt, sprogligt (eller uforstaaeligt) og menneskeligt...

Siden sidst i har hoert fra os er vi saadan nogenlunde kommet ind i livet paa hospitalet. Vi staar op hver morgen mandag til fredag ved 7-tiden for at moede kl 8 paa hospitalet hvorefter der er faelles stuegang med alle laegerne og sygerplejerskerne. Vi gaar fra seng til seng og den behandlingsansvarlige laege fremlaegger patienten. For det meste rimeligt uforstaaeligt da de staar og speedtalker spansk meget lavt. Vi samler enkelte ord op som diarre eller anemi eller kejsersnit og i de tilfaelde ligger der oftest en baby ved siden af moderen, hvilket forenkler alting. Efter stuegang er der konsultatorier med boern, gravide kvinder og flere boern! Alt af hunkoen er gravidt indtil andet er bevist! Indtil nu har vi haft "indtrykket" af at vi var behoevede i skadestuen og har mest opholdt os der. Det er nu gaaet op for os at skadestuen i virkeligheden kun er til for at give intramuskulaere injektioner og intet andet og vi blot har drevet den sygeplejerske som passer skadestuen til vanvid fordi hver gang vi skulle give injektionen stak det forkerte sted (mente Pilar, en 45aarig meget erfaren sygeplejerske indenfor injektioner i ballen). Aabenbart er det yderste oevre kvadrant af ballen ikke det samme sted i Danmark og Bolvia. Hun viste os 1000 gange hvor vi skulle stikke og alligevel var det altid forkert. Da hun igaar kaldte os for sine hjaelpere og vi efterhaanden forstod at det var en fejl at vi i sidste uge havde set nogle "rigtige" patienter i skadestuen gik det op for os at vores karriere inden for intramuskulaere injektioner matte stoppe. Der var ingen fremtid der for os! Vi er uduelige til at stikke i baller (ifoelge Pilar).

Saa har vi kastet os over konsultatorierne hvor laegerne fungerer som almenpraktiserende laeger og der kommer alle mulige ting. Vi har nogle gange selv taget patienter og det er gaaet meget fint - saa svaert er det ikke at stikke hele banden antibiotika injektioner i rumpetten. Ej, patienten kommer ind og vi spoerger "que paso?" og patienten fabler loes. Dernaest udspoerger vi paa bedste vis patienten om alle mulige symptomer - maaske har patienten forklaret os det allerede meeen det er ikke altid vi lige har forstaaet eller ogsaa gaar det saa staerkt at vi ikke har nogen jordisk chance for at foelge med og maa det hele igennem en gang til. Efterfoelgende undersoeger vi patienten og kommer for det meste frem til en nogenlunde diagnose - vi skal dog lige indstille sigtemaalet idet for eks. en 55aarig mand med blod i affoeringen ikke har tarmkraeft men parasitter i tarmen. Men mest af alt ser vi boern med infektioner i oejnene, tonsillerne, halsen og lungerne. Dernaest ser vi urinvejsinfektioner, diverse hudinfektioner og gastrointestinaleinfektioner. I dag havde vi en lille dreng med formodet hepatitis som Camilla meget skarpt diagnosticerede.

Der er 6 laeger paa hospitalet med Dr. Crispin som en slags overlaege og den store kirurg foruden direktoraen. Dr. Crispin foretager kejsersnit og appendektomier og resten henvises til stoerre byer. Laegerne er generelt set meget flinke. Vi undres dog begge over at vi aldrig rigtig har faaet nogen introduktion til hospitalet og de praktisk taget naegter at tale langsommere eller simplere spansk naar de beder os om det. de vil gerne svare paa spoergsmaal og undervise hvis man spoerger men nemt er det ikke at forstaa naar svaret kommer i lyntempo, udtalen er utydelig og fuld af ord som vi ikke kender. Nogen gange virker det lidt som at vi passificeres fordi de snakker saa staerkt og naar de saa lige pludselig henvender sig til en er man slet ikke gearet til at forstaa hvad de siger og svare dem paa spansk som ville goere vores spanske sprog aere. Nogen gange har jeg lidt paa fornemmelsen at de tror vi er dumme men saa igen kan de ikke snakke andre sprog end deres spanske og foeler sig maaske lidt truet og maaske analyserer jeg lidt for meget i det. Hver gang vi stoeder paa Dr. Crispin paa hospitalet siger han "Camilla! Emilie!" og smiler stort og giver os haanden, dernaest forsoeger han at sige godmorgen paa dansk - det har han gjort i en uge nu uden at kunne sige det korrekt. Saa smiler han igen stort til os og siger ikke mere...Der er kommet en fysioterapeut til hospitalet og hun er sjovt nok forbloeffende nem at forstaa selv om de der laeger kan vaere saa umulige.

Nogle gange er der ogsaa de mere grufulde oplevelser som i dag. Mens vi har vaeret her har vi overvaeret 2 kejsersnit og vi maa indroemme at det er rimelig primitivt. De bedoever med ketamin, har ikke udstyr til at intubere eller en rubensballon og anvender et stykke vat i naeseboret til at kontrollere at patienten ikke har faaet for meget ketamin saa han/hun stopper med at traekke vejret. De tjekker blodtrykket ved manuelt paa old school SPV kursus metode blodtrykket med manchet og stetoskop. Hygiejnen er heller ikke hvad en kunne vaere - en hygiejne sygeplejerske ville helt sikkert gaa helt amok naar kirrugen og assistenten i sterilt afvaskede patienten med iod mens de roerte ved det usterile leje. Naa men i dag var der saa akut laparaskopi (man aabner og kigger ind i maven fordi man ikke ved hvad der er galt) paa en af de kvinder som fik foretaget kejsersnit for ca. 1 uge siden. Det viste sig at hun havde en absess paa livmoderen som loeb med purulent vaeske. Ketaminanastaesien var ikke staerk nok eller hun var ikke under sufficient anastaesi saa hun laa og skreg af smerte under hele operationen. "Heldigvis" binder de patienterne fast til lejet saa de ikke kan bevaege sig. Da hendes skrig tager til beslutter anastaesisygeplejersken at give hende et ordentligt skud ketamin og efterfoelgende stopper hun med at traekke vejret. Kirurgen raaber paa dexametason (steroid?!?) og de proever ?!? at foretage hjertemassage (staaende paa gulvet uden at hoppe op paa lejet for at kunne foretage ordentlig massage). Heldigvis begynder kvinden at traekke vejret igen og hun overlever i hvert tilfaelde denne operation. Og hun var ogsaa levende da vi gik hjem i dag. Meget skraemmende oplevelse.

 

Nu hvor Camilla har fortalt at jeg var ved at drukne maa jeg ogsaa lige tage den - det korte af det lange var at hostelejeren fortalte at det var sikkert og svoemme i floden og man sagtens kunne svoemme over den. Derfor da jeg kedede mig soendag taenkte jeg at det var en god ide - men det var det absolut ikke! Aldrig mere floder andet end meget taet paa land! Der var staerk stroem og sten og jeg kom ned af floden og ikke over og matte gaa tilbage langs flodbreden i min Arena badedragt og svoemmebriller mens alle gloede. Virkelig god oplevelse som aldrig skal gentage sig! Nok om det for nu....

 

Klokken er mange og vi skal hjem og cocinare - skriv snart! Det er dejligt at faa nyt hjemmefra

 

Kh. Emilie

 

Hvorfor binder man ikke patienter til operationslejet i dk?

Overlevet anden weekend i Rurrenabaque.
Var fulde fredag, ahh det var tiltraengt.
Loerdag REGNEDE DET (fuck dem og deres regntid, det er bare for tarveligt) men saa havde vi en god undskyldning faar at ligge i haengekoejerne hele formiddagen (ellers kan man godt faa stress over om man burde gaa ned til poolen). Om eftermiddagen var vi ude at ride i bedste bolivianer-cowboy stil, lidt rundt i junglen, der var super hyggeligt. Tilsyneladende lever selv hestene hernede af bananer- det er meget eksotisk altsaa.
Soendag daarligt vejr, igen haengekoejen, Emilie i badedragt er blevet bildt ind at man lige kan svoemme over paa den anden side af floden, den skulle efter sigende "vaere som en kop maelk". Maelk er vist ikke helt det samme hernede som i dk i saa fald- Emilie vaek en times tid- synes ogsaa at det er lidt saert at hun i stedet faar at svoemme over floden efter kort tid begynder at svoemme ned at floden (med stroemmen)og til sidst forsvinder ud af syne. Efter en times tid lidt gnaven da man bliver meget sulten af at ligge i haengekoeje. Maaske ogsaa lidt urolig.
Heldigvis kommer Emilie spadserende i sin badedragt op langs floden. Har aabenbart haft travlt med at drukne det meste af formiddagen. Ser man det.

Paa hospitalet gaar det saa smaat fremad: vi er begyndt at forlange lidt plads paa hospitalet og har faktisk faaet vores egne patienter i consultorios og det gaar overraskende godt.
Som regel noget i stil med: vi spoerger: "hvad er der sket", de svarer "bla bla bla bla bla" men vi nikker, vi spoerger:" har du hoste/feber/smerter/diarre/hyppig vandladning/hovedpine/indsaet selv flere " de svarer med et udtryk a la jamen-det-har-jeg-jo-for-helvede-lige-sagt "bla bla bla enkelte ord vi forstaar bla bla bla". Hemmeligheden herefter er at stille meget lukkede spoergsmaal, gerne ja/nej spoergsmaal. Naar vi saa til sidst har faaet snaevret problemet ind til et omraade paa kroppen nikker vi indforstaaet, prikker lidt til dem og giver dem herefter antibiotika og binyrebarkhormon.

Med laegerne gaar det ogsaa lidt bedre (i dag er vi ligefrem blevet inviteret paa middag af en af dem saadan lidt diffust ude i fremtiden) isaer fordi jeg har fundet et meget indforstaaet ansigtsudtryk til naar de taler til mig- saa det lidt virker som om jeg har forstaaet det (men det har jeg selvfoelgelig ikke)- heldigvis giver man bare antibiotika til alting saa man behoever ikke rigtig forstaa noget.

I dag afsluttede vi formiddag med en ganske frygtelig operation. En kvinde der fik kejsersnit i sidste uge og som meget overraskende (givet deres fantastiske hygiejne og sterile procedurer) idag maatte akut opereres for en intraabdominal absces(byld)- under operationen floed der med pus, mens patienten (der selvfoelgelig er bundet til lejet paa haender og foedder: det er bare saa irriterende naar de vrider sig i smerte) skriger i smerte fordi deres hestebedoevelse ikke virker ordentligt- hendes smerteskrig ophoerer heldigvis da sygeplejesken giver overdosis af ketamin, hvilket giver patienten respirationsstop i et minuts tid og som herefter forsoeges behandlet med binyrebarkhormon- det er bare et fantastisk middel. Men i det mindste skreg hun ikke saa laenge det stod paa.
E og jeg har en pagt om at vi operere hinanden hvis det bliver noedvendigt.

Men det er selfoelig enormt nemt at komme udefra og pege paa alt det de goer galt og det goer selfoelgelig deres bedste med det de nu engang har til raadighed men
//behoever flere hygiejnesygeplejersker//

Weekenden staar paa pampas tur, det bliver godt med noget ferie!

Knus C

Find din nye laptop på kelkoo.dk. Se de gode tilbud her - http://dk.yahoo.com/r/pat/mm

Bolivia

PPS: Det er altsaa mig Camilla der er blevet venner med aben- IKKE EMILIE, hun er overhovedet ikke blevet venner med nogle af dyrene paa hostellet.

________________________________________________________
Audi, Fiat, Peugeot, Skoda, Porsche, Toyota, Ford - Kelkoo har brugte biler til en hver smag! Klik her for at sammenligne priser.(http://dk.yahoo.com/r/pat/mmb)

Aberne paa hostellet

Ps: jeg er blevet gode venner med den lille Hr.Nelson abe

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd

Rurrenabaque

___________________________________________________________
Skal du købe ny bil? Sammenlign priser på brugte biler med Kelkoo og find et godt tilbud! - Se mere her http://dk.yahoo.com/r/pat/mmb

Udsigten fra vores terasse

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd

Paa floden til Rurre...

___________________________________________________________
Skal du købe ny bil? Sammenlign priser på brugte biler med Kelkoo og find et godt tilbud! - Se mere her http://dk.yahoo.com/r/pat/mmb

Fra cykelturen

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd

Paa mountainbike

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd

Undskyld

Emilie og jeg vil hermed gerne undskylde til Koebenhavns Universitet.
Vi har netop gjort os skyldige i meget daarlig laegevidenskab samt overbehandling da vi netop har ordineret penicillin i.m. til en 1-aarig med labial herpes infektion (en VIRUS infektion) samt at pudre saarene med kviksoelv-creme (et TUNGMETAL).
Undskyld (men laegen sagen vi skulle).

Ps: send flere appelsiner, las danesas sufren mucho. Og haarelastikker.

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd

Saa blev det hverdag i Junglen

Afsnit 4: Rurrenabaque .

For det foerste: vi maerker ikke meget til urolighederne i landet, det kunne naesten ligesaa godt foregaa i et andet land, bortset fra at al fly og bustrafik til Rurre hele tiden blokeres med det resultat at i sidste uge strandede alle turister herude alt for laenge og at ingen laengere toer tage hertil af frygt for at skulle vaere her hele sommeren(som er vinteren for jer). Dvs. her er meeeeget tomt. Alle hostels er naesten tomme(og her er altsaa kapacitetet til virkelig mange turister) og touragencies er vist paa roeven- men paa den anden side kan de heller ikke koere nogle vegne pga. vejspaerringer: saa kort sagt: junglen er gaaet i staa.
Det eneste vi maerker til det er at byen er loebet toer for appelsiner(de kommer fra la paz normalt)- hvilket faktisk overhovedet ikke er rart naar man sidder og har virkelig lyst til en ananas-appelsin-paradisaeble juice og maa noejes med ananas og paradisaeble. Det er faktisk lidt ubehageligt.

Vi brugte den foerste weekend i Rurre paa at jage lejligheder med mindre hel (vi saa et meeeget tomt hus og en meget tom trevaerelses og nogle mindre vaerelser, men en trevaerelses er bare meget stor naar man kun ejer 2 madrasser (hvilket vi jo faktisk ikke engang goer)).
Naa men i hvertfald nu er vi endt paa Hostel Jislene der ligger ned til floden med en stor terasse fyldt med haengekoejer, en fantastisk udsigt, aber, hunde og papegoejer, pandekager til morgenmad, bad og toilet paa vaerelset og soede ejere og her bliver vi nok (det koster 14kr pr dag for os hver). Pga. urolighederne er der ikke rigtig andre rejsende end os men det kommer der forhåbentligt snart.

Selve byen bestaar af ca 6 veje vinkelret paa floden og 6 veje parallelt med floden og i midten er der fyldt med touragencies, restauranter og barer og i yderkanten med skure fyldt med fattige mennesker. Til den ene side (sydpaa) ligger junglen der taarner sig op med groenne,ufremkommelige bjerge og paa den anden side pampas(slette) som i sagens natur ikke kan ses fra vores terasse men som vi planlaegger at besoege saa snart vores myggestik fra sidste campingferie er holdt op med at kloe.
Det er en maegtig hyggelig by med en tropisk feeling og der er ligesom en gruppe af smaa lokale steder med udlaendinge (mange af dem husker ogsaa de andre dk PIT der har vaeret her) som man ligesom kan haenge ud med og paa og spise god mad. De lokale udlaendinge har inviteret os ud at hike og sejle i kajak og drikke drinks.
Ellers er der foelgende fritidsaktiviteter: ikke blive koert ned af taxi motorcyklerne der er overalt, kaele med hunde, pege paa hunde, grine af hunde, besoege den ene pool, den anden pool eller den tredje pool, gaa paa Pachamama og se en film (de har en kaempe dvd samling og sma hyggelige stuer til at se dem i), gaa paa nettet (derfor lang mail), spise, spise og spise, og ligge i haengekoejerne.

Jo, ogsaa selvfoelgelig til det vigtigste: hospitalet.
Vi gik derind og de havde selvfoelgelig ikke faaet vores breve og anede ikke vi kom men fint nok si si hasta manana.
Og vi moedte saa op mandag morgen kl 8 og moedte kontakt overlaegen som grinede lidt af os og praesenterede os med: det er de danske studerende, de forstaar ikke meget spansk, ha ha ha, og de skal vaere her i 3 maaneder, ha ha ha. Hmmm. Vi kan ikke helt finde ud af om han er meget flink eller meget meget nedladende. Oh well, vi troester os med at de aldrig nogensinde har laert et eneste fremmedsprog og idag ville een af laegerne desinficere haender i et anti-algemiddel som de havde arvet af et amerikansk hospital fordi hun troede det var saebe.
Og sjovt nok, praecis 2 timer efter vi var startet mandag dukkede begge vores breve op med posten. Det har alligevel taget hhv 8 maaneder og 4 maaneder. Saa proev for guds skyld ikke at sende noget hertil!
Naa, men stuegang, fatter ingenting, de taler megahurtigt og mumler helt vildt. Stuerne er i soergelig stand, overgaaes kun af sengene og hygiejnen.
Stakkels indianerkvinde med absces(byld)svarende til galdeblaeren faar draenet byld paa meget skaansom maade: uden bedoevelse og saa presser man ligesom bare paa maven til pusset kommer ud og beder hende lade vaere med at graede saa meget.
Naa, efter stuegang(der var maaske 6 patienter indlagt) er der consultatorios(ambulatorie-agtigt) hvor patienterne tilsyneladende kommer for at faa antibiotika og dexamethason (binyrebarkhormon) hvilket udskrives til alt og andet naermest bare for at maede op.
Paraklinik er minimalt men der er dog et roentgenapparat et sted i huset. Patienterne betaler 10 Bol (7 kr) for en konsulation og saa over og koebe medicinen og tilbage paa hospitalet til injektion (ALLE skal ogsaa bare have antibiotika i.m). Det hele er meget maerkeligt og jeg tror maaske E og jeg har besluttet at glemme alt farmakologi vi larer her saa snart vi forlader stedet for det er vist ikke saa godt haandvaerk.
Idag var E og jeg i Emergencia sammen og det var meget fint, kom nogle lungebetaendelser, noget urinvejsinfektion, en fraktur og vi hablar os lidt igennem dem(vi synes faktisk vi klarer det meget godt paa spansk men sygeplejeskerne er vist ikke helt enige) heldigvis er sygdomme universelle saa vi kan godt naa frem til en diagnose- og saa kan man heldigvis altid skaffe en laege til at fortaelle hvad man skal ordinere af medicin da hverken oxford handbook of tropical medicin eller medicinsk kompendium eller medicinfortegnelsen gaelder hernede.
Her kommer helt enormt mange meget fattige mennesker med meget beskidte meget smaa boern som fejler noget med lungerne, og at have haft boernesygdomme havde ikke vaeret helt skidt.
Idag kom ogsaa en kvinde med psykosomatiske symptomer som Emilie og jeg paa bedste skandinaviske og psykiatriske vis gav os til at udrede for depression. Hun broed ud i taarer da vi spurgte hvordan hendes liv gik og fortalte at hun var trist fordi hun havde 4 boern og hendes mand var flyttet til La paz for at arbejde og havde fundet sig en anden kvinde og nu boede hun her alene uden arbejde og havde ingen penge og kunne ikke koebe mad til sine boern. Ja, saa tror da pokker at man er trist! Hvad skal man dog sige til det?
Naa jo, og saa var vi med til at foedsel idag. Forestil jer et helt tomt rum paa naer en foedende kvinde paa et bord, een meget stille laege og to meget stille sygeplejersker og ingen smertestillende. Magen til ensom oplevelse skal man vist lede laenge efter. men ud kom i hvertfald en lille unge og det var ret roerende selvom det var klamt.

Apropos blod og snask over det hele: er der nogle i dk der har foedt????

Knus C

Trænger du til at se det store billede? Kelkoo giver dig gode tilbud på LCD TV! Se her http://dk.yahoo.com/r/pat/lcd